Formand for Folketingets Fødevareudvalg, René Christensen (DF), synes, at han får masser informationer fra Landbrug & Fødevarer i sit daglige arbejde. Kristen Touborg (SF) kalder den blødere linje fra L&F langt mere effektivt.
Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann, har i denne uge kritiseret Landbrug & Fødevarer for ikke at være gode nok til at lave lobbyarbejde over for politikerne på Christiansborg.
Han føler, at han mangler at få informationer fra landbrugsorganisationen, og det var meget bedre før i tiden, da det hed Dansk Landbrug.
Hans partifælle René Christensen, der i august 2009 afløste Jørn Dohrmann som formand for Folketingets fødevareudvalg, fortæller dog, at det er hans oplevelse, at han har masser af kontakt med Landbrug & Fødevarer.
- Umiddelbart så vil jeg sige, at jeg har et rigtig godt samarbejde med Landbrug & Fødevarer. Specielt dengang jeg blev ny formand for fødevareudvalget, hvor jeg var ude at sige, at det her er et nyt område for mig, og jeg havde brug for lidt inspiration, siger René Christensen.
God balance
Han fortæller, at Landbrug & Fødevarer straks greb ham på ordet, og fordomsfrit viste ham, hvad dansk landbrug indeholder.
- Og det er jo lobbyarbejde, som de laver, og det arbejde er en balancegang. Det må ikke være hverken for meget eller for lidt. I langt de fleste sager, så synes jeg, at Landbrug & Fødevarer klarer den balancegang godt. Vi har et rigtig godt samarbejde, siger René Christensen.
Sammenlignet med øvrige organisationer, René Christensen har at gøre med i sit arbejde, synes han, at Landbrug & Fødevarer er meget synlige.
- Men det skal heller ikke blive for meget. Så bliver man jo træt. Jeg har nogle organisationer, som jeg ikke vil nævne navne på, som bombarderer mig lidt for hårdt. Det betyder, at til sidst får man ikke læst det, der kommer, siger René Christensen, der roser Landbrug & Fødevarer for ikke at være sådan en organisation.
Dialog er vejen frem
SF's fødevareordfører, Kristen Touborg, er på dette punkt enig med sin kollega fra Dansk Folkeparti. Han har som landmand og medlem af en landboforening fulgt med i den interne debat i landbruget, hvor kritikken er væltet ned over Landbrug & Fødevarer for at være for lidt markante over for politikerne.
- Jeg synes ikke, at der er belæg for at kritisere dem for at præsentere sig dårligt over for politikerne. Med den nye formand (Michael Brockenhuus-Schack, red.) og bestyrelse har man anlagt en blødere og lidt mere forhandlingsvenlig stil. Det tror jeg, er klogt, siger Kristen Touborg.
Han mener, at den nuværende stil fra Michael Brockenhuus-Schack kommer man meget længere med, i forhold til den mere konfronterende stil eksempelvis H.O.A. Kjeldsen, præsident i Landbrugsrådet fra 1979-1995, stod for. Det er Kristen Touborgs oplevelse, at der findes folk i den nuværende medlemsskare i Landbrug & Fødevarer, der gerne ser denne stil vende tilbage.
- Vi skal huske på, at vi landmænd kun udgør fire procent. Landbruget er ingen stor politisk spiller mere. Landbruget kan ikke bare tvinge tingene igennem, siger Kristen Touborg.
Sober måde
Ifølge den socialdemokratiske fødevareordfører, Bjarne Laustsen, der er i denne uge er blevet nævnt som en måske kommende fødevareminister efter næste valg, er Landbrug & Fødevarer en af de dygtige organisationer til at lave lobbyarbejde, som han har at gøre med.
- Vi har et godt samarbejde. Det gælder også med formændene i de enkelte sektioner. Jeg synes egentligt, at de er en af de bedre interesseorganisationer, hvad det angår. De er gode til at formidle de budskaber, de nu har, siger Bjarne Laustsen, der fortsætter:
- Vi er ikke altid enige, men de gør det på en god og sober måde. Det sker både formelt og uformelt, lyder det videre.