Håndværk tiltrækker sydvestjyders interesse

FÆLLESDAG: Besøgstallet er over gennemsnittet, da 16 medlemmer af netværket Sydvestjyske Gårdbutikker & Kunsthåndværk viser deres varer frem i Darum.

- Allerede, da vi ankom i formiddags, stod der gæster udenfor og ventede på at komme indenfor, siger kunstneren Mille Stuhr, der sammen med din mand Erik Stuhr var blandt de medlemmer af netværket Sydvestjyske Gårdbutikker & Kunsthåndværk, der deltog i foreningens årlige fællesdag, som forrige weekend blev holdt i Darum Kultur- og Fritidscenter.

Og den optimistiske formiddagskø viser sig at varsle helt rigtig: interessen for at se, føle, lugte og smage, hvad indkøb på landet i det sydvestjyske kan indebære, er større end tidligere år. I gennemsnit kigger 100 gæster forbi i timen i de seks timer, fællesdagen varer.

Mille og Erik Stuhr, der ejer og driver Galleri Stuhr i Farup Kirkeby ved Ribe, har været medlem af netværket et års tid, og det er første gang, de er med til fællesdagen.

- Vi befinder os jo i et stort landbrugsområde, så her er også et stort opland at tiltrække gæster fra, noterer Mille Stuhr sig, mens Erik Stuhr viser nogle af sine akvareller frem for et par nysgerrige besøgende. Galleri Stuhrs speciale er netop farverige akvareller med motiver fra det Vadehavsområde, som Farup Kirkeby ligger midt i.

- Naturen hernede er flad og med meget høj himmel. Den egner sig godt til akvarelmaling, karakteriserer Erik Stuhr sit nabolag.

Familien Stuhr var bosiddende i Frankrig, inden de flyttede til Ribe-egnen, og Erik Stuhrs akvarelstreger er blandt andet kendt fra organisationer som SOS Børnebyerne, Unicef og Gigtforeningen, samt på diverse jule- og firmakort.

Det brede publikum
Et andet sted i kultur- og fritidscentret i Darum står nogle charmerende, gamle træmøbler. De tilhører udstiller Carl Hansen, der med butikken Antik & Gamle Møbler var blandt de første medlemmer af Sydvestjyske Gårdbutikker & Kunsthåndværk.

- Fællesdagen er en dag, medlemmerne ser frem til, for det er en god mulighed for at vise til et bredt publikum, hvad vi hver især producerer og sælger, forklarer Carl Hansen.

Og bredden er også noget, netværket kan matche. Her er nemlig mange og vidt forskellige ting at se på, lige fra Carl Hansens antikviterer og Galleri Stuhrs streger til mejerivarer, honning, krydderurter, strikketøj, syltetøj, hobbyartikler, velværeartikler og spegepølser.

Næste års fællesdag rykker lidt længere nordpå, nemlig til et sted mellem Esbjerg og Varde. Adressen er endnu ikke valgt, men arrangementet kommer også næste gang til at foregå i efteråret. Du kan i mellemtiden selv tage ud og besøge medlemmerne af Sydvestjyske Gårdbutikker & Kunsthåndværk. Du finder deres adresser, åbningstider og anden info på hjemmesiden sydvestjyskegaardbutikker.dk.

Læs også