Erhvervskvinde og professionelt bestyrelsesmedlem Caroline Søeborg Ahlefeldt mener, at landbruget er nødt til at bevæge sig for at klare fremtidens udfordringer.
Der bliver nok at se til, og det bliver absolut ikke kedeligt at være landmand i de næste 20 år.
Sådan lød det i går på en konference på Axelborg i København fra iværksætteren og erhvervskvinden Caroline Søeborg Ahlefeldt. På konferencen udrullede Landbrug & Fødevarer de visioner, som i sommers blev præsenteret på organisationens årsmøde under overskriften »Vækst i balance«.
Caroline Søeborg Ahlefeldt var en del af et panel, der sammen med Landbrug & Fødevares formand Michael Brockenhuus-Schack og en lang række repræsentanter fra forskellige organisationer - både i og uden for landbruget - debatterede fremtidens landbrug i Danmark.
Hun fortalte, at som hun ser det, så har den gode landmand i år 2020 lavet sin bondegård om til en turistattraktion. Han er gået i gang med at nyudvikle fødevarer, som passer specielt til det lille område, som han kommer fra. Og derudover er landmanden i fremtiden også naturplejer og energiproducent.
- Så det bliver med andre ord ganske sjovt at være landmand i fremtiden, fordi man kan altså vælge imellem hele den række af faglige udfordringer, der er, sagde Caroline Søeborg Ahlefeldt.
Bliver vanskeligt
På konferencen om fremtidens landbrug i Danmark fyldte forholdet fra erhvervet til den resterende omverden en del. Caroline Søeborg Ahlefeldt fortalte, at der her også var en opgave at løse, inden det for alvor bliver rigtig sjovt at være landmand i fremtiden.
Hun brugte en af de succeshistorier, som igennem de sidste par år er brugt flere gange i forbindelse med fremtidens landbrug. Det var historien om Pig City, det kombinerede svinebrug og tomat-gartneri, der skal bygges i Galten ved Århus, og som har en yderst klimavenlig effekt. Her er der svin i stueetagen, og energien herfra bruges til at dyrke tomaterne på første sal.
- Jeg har lavet en lille rundspørge om, hvad danskerne synes om den idé, og den viste, at der ikke er nogen, der vil købe en kotelet fra Pig City. Den almindelige dansker har nemlig ikke et godt forhold til dansk landbrug. I den almindelige danskers optik er den gode landmand en økologisk landmand. Det er en landmand, der har en lillebitte produktion med grise, der render rundt ude i det fri, sagde Caroline Søeborg Ahlefeldt, der er gift med Michael Ahlefeldt, der ejer Egeskov Slot.
Rigtige politiske beslutninger
Også tidligere erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K), der i dag sidder i Europaparlamentet, bekræftede, at der var en del at tage fat på med hensyn til erhvervets image.
- Hvis vi tager mange af vores sydeuropæiske naboer, så er de meget, meget stolte af deres landbrug, men prøv lige selv at gå ned på Strøget og hør, hvad de mener om dansk landbrug. Der har vi virkelig et imageproblem, som vi er nødt til at sætte os mere sammen og se på, hvad det er for opgaver, som vi står over for at løse. Den dag, befolkningen synes godt om dansk landbrug, er der også mere politisk velvilje til at få truffet de rigtige politiske beslutninger, sagde Bendt Bendtsen.
Skal nok lykkes
Der blev fra flere sider givet udtryk for, at landbruget skal bevæge sig væk fra offerrollen, som flere synes landbruget i alt for mange år har befundet sig i, og ifølge formand for Landbrug & Fødevarer, Michael Brockenhuus-Schack er det da også noget, som helt sikkert vil lykkes.
- Til det nedslående eksempel med Pig City, og at der er ingen, der vil købe det, så tror jeg faktisk, at det ikke kommer til at holde. Når vi kommer ordentligt i gang med det, så tror jeg faktisk på, at folk gerne vil købe de danske produkter. Det er nemlig et spørgsmål om at få fortalt forbrugerne, hvor erhvervet er kvalitets- og klimamæssigt. Så er jeg også sikke på, at der vil komme en efterspørgsel, sagde Michael Brockenhuus-Schack.