40 store kinesiske bønder og dyrlæger besøgte i sidste uge Danmark. Søndag besøgte de en sostald på Vestsjælland.
- Jeg er mest overrasket over, at de kun har to ansatte til at passe 1.000 søer, og at der er så mange grise pr. so, siger Wu Shaoqim.
Han er kinesisk landmand og dyrlæge, og har været i Danmark siden fredag. Hjemme i Kina ejer han flere gårde, hvor han alt i alt har omkring 8.000 søer. Dem har han cirka 300 medarbejdere ansat til at passe.
Spørger man, hvad der ellers er anderledes ved dansk svineproduktion sammenlignet med kinesisk, får man det korte svar: Alt.
40 kinesere, der er kombineret dyrlæger og landmænd, besøgte søndag i sidste weekend en danske sostald på Frihedslund Læregaard, der ligger i smukke omgivelser nær Tissø på det vestlige Sjælland.
De er her på en tur arrangeret af Boehringer Ingelheim for deres største kinesiske kunder.
Talte efter
Frank Thulsted og Dennis Gormsen, der er henholdsvis bestyrer og driftsleder på Frihedslund Læregaard, kom på overarbejde, da de 40 kinesere indtog sostalden med sony-kameraet og rent anarki.
Foruden det lave medarbejderantal interesserede kineserne sig meget for avl, medicin og vaccinationsprogrammer.
Da de besøgte farestalden på Frihedslund Læregaard kunne man se flere af kineserne, der gik og talte, hvor mange grise, der var ved hver so for at tjekke, om det var rigtigt. På Frihedslund Læregaard fik de fortalt, at der var et gennemsnit på omkring 30 grise pr. årsso.
Foruden besøget i sostalden har kineserne blandt andet også besøgt Fødevarestyrelsen, Danvet og Axelborg.