Membran i brændstofpumpen på traktorer med turbolader, har til opgave at tilpasse brændstofforsyningen til ladetrykket, så traktorerne ikke oser.
Det er med traktorer som med mennesker: Når patienten viser sygdomstegn, skal der stilles en diagnose, og det er undertiden ikke så ligetil.
Poul Olsen, Nygård ved Ulstrup nær Glumsø på Sjælland, anskaffede sig i 2000 en ny Massey Ferguson 6255. Traktoren passede lige til hans behov, og den var kvik, så han var rigtig glad for den. Lige indtil på et tidspunkt sidste år, hvor traktoren begyndte at »gå død« i visse situationer.
Problemet tog til, selv om traktoren indimellem kørte normalt. Engang kunne traktoren for eksempel næsten ikke trække op ad en bakke med et læs korn.
- Jeg var på værksted med traktoren et par gange, hvor de på et tidspunkt foretog en effektmåling, som viste, at traktoren mangle cirka fem hk i forhold til det lovede. Så fik jeg skiftet et lille grovfilter, der sidder i røret foran brændstoffiltret inden brændstofpumpen. Det hjalp imidlertid ikke, fortæller den sjællandske landmand.
Kontakt til traktorkontrollen
Derfor kontaktede værkføreren på det pågældende værksted så Jakob Thomsen fra Landbrugets Traktorkontrol, Område Midt-Nord. Ud fra beskrivelsen var han næsten sikker på, at det kunne være en defekt membran i brændstofpumpen.
Den vurdering holdt stik, da membranen viste sig at være utæt.
- Når min traktor indimellem kørte normalt, må forklaringen være, at tryk fra den ene side lukkede utætheden i membranen. Men den utætte membran havde også en anden konsekvens. Periodevis blev der dannet overtryk i traktorens brændstoftank, så der blev sprøjtet brændstof ud gennem lågets lufthul op på traktorens bagrude, som derfor blev svinet til i brændstof, forklarer Poul Olsen.
Ny membran løste problemet
- Da membranen i brændstofpumpen, der kostede cirka 200 kroner, var blevet skiftet, forsvandt problemerne med traktoren, så nu kører den fint som førhen, tilføjer han.
Traktorkontrollør Jakob Thomsen oplyser til Effektivt Landbrug, at han forholdsvis tit støder på problemet med, at membranen i traktorens brændstofpumpe bliver utæt. Og at præcis den samme membran også sidder i brændstofpumperne på flere forskellige andre traktormodeller- og mærker.
- Når ladetrykket fra turboladeren trykker på membranen fra den ene side, åbner den ved hjælp af en lille stang eller stempel mere op for brændstofforsyningen i takt med et stigende ladetryk, forklarer Jakob Thomsen.
- Opstår der så en utæthed i denne membran, virker den selvfølgelig ikke. Og tilmed blæses der luft fra turboladeren ind igennem brændstofpumpen til brændstoftanken, sådan som Poul Olsen oplevede det, tilføjer han.
Mindre os fra traktorerne
I daglig tale går membranen i traktorens brændstofpumpe ofte under betegnelsen røgbegrænser. Forklaringen er, at traktorerne oser langt mindre, når brændstofforsyningen ved hjælp af membranen tilpasses ladetrykket.
Ifølge Jakob Thomsen er den mindste model i en traktorserie typisk ikke udstyret med en røgbegrænser. Forklaringen er, at den mindste model i mange tilfælde har lige så stor en motor som de større modeller, blot med en lavere effekt, så den ikke overforsynes med brændstof.
- Står man og er ved at købe en brugt traktor, giver det tryghed, at få traktoren testet og gennemgået for fejl og mangler af Landbrugets Traktorafprøvning, påpeger maskinkonsulent Kim Brodersen fra Bygnings- og Maskinkontoret Sønderjylland.
- Men også mange maskinhandlere får brugte traktorer, som de har taget i bytte og skal have gjort klar til videresalg, gennemgået af Landbrugets Traktorafprøvning og henviser til det, når traktorerne skal sælges, siger Kim Brodersen og tilføjer:
- Landbrugets Traktorafprøvning har sin berettigelse som uvildig instans på samme måde som FDM er det indenfor bilverdenen.
traktorafprøvningen
- Vi får en del henvendelser fra landmænd, som er ved at købe en brugt traktor, men som eksempelvis gerne vil vide, om den pågældende traktormodel har været plaget af nogle generelle svagheder. I sådanne situationer henviser vi ofte folk til traktorafprøvningen, så de kan få den konkrete traktor testet og gennemgået til en overkommelig pris, fortæller Kim Brodersen.
- Har en landmand problemer med en traktor, vil der typisk være hjælp at hente hos traktorafprøvningen. Personalet har i løbet af årene testet og gennemgået tusindvis af traktorer. De har derfor et meget stort kendskab til, hvad årsagen til et givet problem med en bestemt traktormodel kan være. Derfor er pengene normalt rigtig godt givet ud, siger den sønderjyske maskinkonsulent.
skal ikke chiptune
Kim Brodersen understreger, at det ikke er Landbrugets Traktorafprøvnings opgave at skrue på og chiptune traktorer for at øge motoreffekten.
- Har ens traktor ikke den motoreffekt, man har brug for, burde man i stedet overveje at anskaffe sig en større traktor. Og hvem har i øvrigt lyst til at købe en brugt traktor, som har været chiptunet og som følge heraf har været overbelastet, slutter han.