INVESTEREDE: - Men jeg satser på at finde en anden bank, siger Viggo Hansen, Balslev, der havnede i den fynske afviklingsbank på grund af kraftige investeringer.
Det var en grim oplevelse, da Viggo Hansen tre dage før jul fik besked fra Nova Bank Fyn om, at banken muligvis ville sætte hans ejendom til salg.
- Heldigvis lykkedes det os at få en fornuftig aftale på plads, fortæller den vestfynske mælkeproducent, der havnede i Nova Bank Fyn i forbindelse med Nordeas køb af Fionia Bank.
Bortset fra denne ubehagelige oplevelse har Viggo Hansen ikke noget at udsætte på Nova Bank, der ifølge eget udsagn har som mission at udvikle kunderne og afvikle sine aktiviteter på en professionel måde.
- Indtil videre har vi fået den nødvendige likviditet stillet til rådighed, så jeg tror, vi i store træk bliver behandlet, ligesom man gør i andre banker. Forskellen er, at der ingen kontanter er i Nova Bank, der er heller ingen valutaforretninger, og man kan ikke lave eurolån, fortæller den vestfynske mælkeproducent.
Massive investeringer
Årsagen til, at Viggo Hansen havnede i Nova Bank, ligger i en kraftig investeringsstrategi i de år, hvor konjunkturerne hele tiden pegede den rigtige vej for landbruget.
- I løbet af en firårig periode investerede vi cirka 20 millioner kroner i bedriften og tredoblede derved vores gæld. Vi troede, vi investerede på det helt rigtige tidspunkt, og det så også ganske fornuftigt ud, da vi gjorde det. Alle regnede jo med, at det hele bare gik fremad – men det viste sig, at det gjorde det ikke alligevel. Finanskrisen gav os et ordentligt hak i nødden, konstaterer mælkeproducenten.
Med 300 køer i stalden på Balslev Østergård, 175 hektar jord og de massive investeringer i bedriften, hører Viggo Hansen til de landmænd, som blev hårdt ramt af den økonomiske krise. Han havnede i en situation, som han ikke mener, bankerne altid forstår at håndtere professionelt.
- De bankfolk, der laver bevillingerne, kender ikke ret meget til landbruget. De ser på, hvor meget likviditet, man skal bruge indenfor det næste år, og en bedrift som vores skal bruge relativt meget likviditet, fordi vi er dobbelt så store som gennemsnittet.
- Det tæller stærkt i kroner og øre, når der ikke er indtjening i kvægbruget. Til gengæld tæller det også stærkt, når økonomien går den anden vej, og det har bankfolkene ikke altid blik for, mener Viggo Hansen.
Problemer med kassekreditten
Når det er sagt, så føler den vestfynske mælkeproducent sig ikke bundet på hænder og fødder, fordi han er havnet i Nova Bank.
- Jeg tror såmænd, jeg har større spillerum i Nova Bank, end man har i mange andre banker. Jeg har det i hvert fald ikke ringere end dem, jeg er i erfagruppe med. Måske har jeg endda en lille fordel, vurderer Viggo Hansen med henvisning til, at alle regninger bliver betalt og den nødvendige likviditet stillet til rådighed.
- Ulempen er, hvis banken går ind og skærer i kassekreditten, som de har gjort hos mig ved pludselig at skære 1,8 million af bevillingen uden at give mig besked på forhånd. Normalt fortsætter bevillingerne, indtil man har haft et møde, så her håber jeg, at banken har fortrudt sin handling, så vi kan få en fornuftig ordning på plads igen. Det er jo altødelæggende, hvis jeg skal til at køre med en rente på 20 procent, siger Viggo Hansen.
- Jeg har altid lært, tilføjer han, at man skal tænke langsigtet. det plejer bankerne også at sige, men indenfor de sidste par år har bankerne – med enkelte undtagelser imellem – kun tænkt 14 dage frem.
Overvejer fremtiden
Selv om den vestfynske mælkeproducent ikke er specielt utilfreds med Nova Bank, så satser han meget på at finde en anden bank indenfor den nærmeste fremtid. Han vurderer, at der er en reel chance for at finde et andet pengeinstitut på grund af de positive ting, der sker for kvægbruget i øjeblikket, først og fremmest de stigende afregningspriser.
- Det ser bedre ud for kvægbruget, end det har gjort det sidste halvandet års tid, og det skaber selvfølgelig noget optimisme. Men der går under alle omstændigheder lang tid, inden vi får lukket de huller, der blev lavet i økonomien på grund af finanskrisen, siger Viggo Hansen.
- Derfor ser jeg en smule skeptisk på den konsolidering, vi skal lave i Arla. Arla siger, de er nødt til at konsolidere sig, men det er vi andre også, og det bliver ikke let at få tingene til at hænge sammen, hvis vi skal ud og låne penge, for at Arla kan konsolidere sig.
Set i lyset af den aktuelle krise og en alder omkring de 50 har Viggo Hansen overvejet, om de 70 ugentlige arbejdstimer, han investerer i bedriften, nu også er det hele værd.
- Er vi nået længere, når jeg holder op, end vi er på nuværende tidspunkt? Det kan man godt filosofere lidt over. Jeg holder meget af livsstilen som landmand, men den kan man ikke leve af, hvis tingene ikke hænger sammen økonomisk, siger den vestfynske mælkeproducent.