45 halmballer i timen

Fynsværkets Blok 8, der kører med halm, arbejder på fuldt tryk døgnet rundt i øjeblikket.

Energiselskabet Vattenfall har igen fået gang i Fynsværkets Blok 8.

Det er den blok, der brænder landmændenes halm, og som Vattenfall i efteråret sidste år, måtte se sig nødsaget til at lukke ned på grund af en brand på værket. Vattenfall meldte force majeur, hvilket betød, at de ikke aftog halmen fra landmændene. Siden november har Fynsværket dog imidlertid været i fulde omdrejninger igen, og i øjeblikket brænder man mellem 45-48 baller i timen.

- Det var pokkers uheldigt. Jeg forstår udmærket den frustration, der var, siger maskinmester Søren Rasmussen, der er Vattenfalls brændselschef på Fynsværket.

Han havde i går givet sig tid til at vise Effektivt Landbrug rundt i Blok 8 på Fynsværket. Det skete på en dag, hvor 53 lastbiler med hver 24 halmballer kom forbi for at læsse det af, som senere bliver til el og fjernvarme.

Halmballer som ifølge Danske Halmleverandører kun hober sig op ude hos landmændene. Derfor har foreningen flere gange rettet henvendelse til politikerne, så de kan sørge for, at energiselskaberne begynder at aftage mere halm.

På Fynsværket kan der dog ikke aftages mere halm. Også selvom vejret i øjeblikket byder på seriøse minusgrader, og der er brug for mere varme og energi.

- Blok 8 kører med fuld last hele tiden. Der er ikke plads til mere halm. Den får alt, hvad den kan trække. Når det er så koldt, som det er nu, så er det kulfyret, der leverer langt det meste af det ekstra, der måtte være, siger Søren Rasmussen.

Fuldt automatiseret
Brændselschefen viser stolt det fuldautomatiske anlæg, hvor kranen selv finder ballerne. To lastvogne, hver med for- og baghænger, er netop kørt ind i anlægget, og den store grønne kran, går selv i gang med at henter ballerne. Chaufførerne er beskyttet af to store hvide stålbjælker, som, hvis uheldet skulle være ude og kranen taber ballerne, sørger for, at de i det mindste ikke kommer noget til.

Derudover følger to medarbejdere fra et kontrolrum med i, hvad der sker nede i anlægget, og er klar til at gribe ind og styre kranen manuelt, hvis der skulle vise sig at være nogle problemer.

Problemerne kan ofte opstå, hvis ballerne er for runde. Det må de nemlig ikke være, for så risikerer de at vælte, og så kan kranen ikke få fat i dem. Det er sjældne gange sket, at Søren Rasmussen har været nødsaget til at afvise halm, fordi ballerne har været for runde.

- Det er vigtigt, at vi får nogle gode baller, der er lige og i orden. Jo mere regulære de er, jo mere halm kan vi jo også aftage. Og så er det da heller ikke det, som gør, at vi får produktionsstop, og ikke kan aftage mere halm, siger han.

Nemmere med kul
Brændselschefen indrømmer, at det fra et produktionsmæssigt synspunkt er meget lettere at fyre med kul. Det både fylder mindre, og er meget lettere at håndtere. Alligevel tror han dog selv på, at det sagtens kan lade sig gøre i fremtiden at skære kullet fra, og fyre med mere halm.

- Bare se på vores anlæg. Det er jo helt fuldautomatisk. Det kan sagtens lade sig gøre, siger Søren Rasmussen.

Han henviser også til, at Vattenfall inden 20 år, da også har som målsætning at være fuldstændig CO2-neutrale.

Læs også