Nytår i kartoflens tegn

KARTOFFELÅR: Jysk Landbrugsrådgivning har skudt et særligt »Kartoffelår« i gang. Alle 270 ansatte blev på årets første arbejdsdag budt velkommen med et »godt nytår« og en pose læggekartofler – som markering af kartoffelåret.

Dermed er medarbejderne udfordret til at konkurrere med hinanden om at dyrke de største nye kartofler.

Kartoffeldyrkning er blot et af de mange faglige rådgivningsområder, som Jysk Landbrugsrådgivning beskæftiger sig med, men det er dette felt, der bliver sat fokus på med »Kartoffelåret«.

- I 2010 vil vi gøre særligt meget ud af at synliggøre de mange aktiviteter og den formidling af viden, som Jysk Landbrugsrådgivning står for gennem sin kartoffelrådgivning. Vi arbejder konstant med at forbedre kartoffelkvaliteten gennem vores rådgivning til områdets kartoffelavlere, fortæller kartoffelkonsulent Bjarne Risvig, der med en vis galgenhumor slår fast, at kun ét ud af 10 år ikke er et katastrofeår.

Men helt bogstaveligt spirer og gror kartoflerne hos Jysk Landbrugsrådgivning. Hvert år gennemføres en række forsøg i forsøgsmarken ved Heimdal nær Hoven. Her eksperimenteres med dyrkning, sorter og maskinel i et konstant forsøg på at højne kvaliteten og perfektionere dyrkningen. Også i år har medarbejderne i forsøgene stillet nye nysgerrige spørgsmål, som der kommer svar på i løbet af året.

Ny viden og nye ideer er der altid brug for i kartoffelbranchen, der det seneste par år har været ramt af store økonomiske vanskeligheder især på grund af de lave priser på såvel spisekartofler som på pulver- og stivelseskartofler. Dette har ramt ekstra hårdt i 2009, da alle hjælpestoffer som kunstgødning og sprøjtemidler har været ekstra dyre.

(2) 606-02-sy

Læs også