mobil: Alulette fra Asperup fik Agromek-prisen for et mobilt kamera, som kan sende billeder eller sms til en mobiltelefon.
Et lille mobilt overvågningskamera, der kan sende billeder eller sms til en mobiltelefon direkte fra stedet, der overvåges, blev på åbningsdagen på den forgangne uges Agromek-husdyr i Herning hædret med en af de i alt seks Agromek-priser.
Kameraet er udviklet af Alulette Vision ApS i Asperup, og fik på udstillingen betegnelse som en trestjernet nyhed.
- Det kan bruges af alle, der har behov for overvågning, og det er til en overkommelig pris, blev det fremhævet ved prisoverrækkelsen.
- Kameraet kan anvendes til at forebygge tyveri fra for eksempel landbrugets dieseltanke. Og det kan bruges i produktionen til overvågning af kælvningsbokse, farestier eller hestebokse, fremhævede prisudvalget.
- Desuden er det billigt, og kræver blot et taletidskort. Og det kan sende besked eller billede til ens almindelige mobiltelefon, uanset hvor man befinder sig. Kameraet kræver ingen fast installation, og er derfor let at flytte rundt efter behov.
Stor interesse
Jørn Jepsen, indehaver af Alulette ApS i Asperup, oplevede på ugens udstilling meget stor interesse for det nye mobile kamera, men også overfor firmaets øvrige såvel trådløse som ledningsførte kameraer til både brug i landbrugsbygninger, private hjem, som på maskiner og biler.
- I disse utrygge tider og trods finanskrise er der stærkt stigende efterspørgsel efter overvågningsmuligheder. Man hører jo kunder fortælle om tyverier af dieselolie, træpiller eller sågar af smågrise, nævner Jørn Jepsen.
Alulette ApS har oprindelig rod i hesteverdenen, og udover overvågningskameraerne, der er udviklet af en ingeniør i firmaet, forhandles springmaterialer til hestesport, ligesom en afdeling af det vestfynske firmaer er blandt landets største forhandlere af Brenderup-trailere.