Optimistisk på den lange bane

Landboforeningen Gefion indbød til debatmøde om Grøn Vækst, hvor Venstres Henrik Høegh var den eneste politiker, der mødte op.

Landboforeningen Gefion havde indbudt til debatmøde i deres nye lokaler i Sorø, og mere end 500 interesserede havde fundet vej til arrangementet.

Talerne til mødet var Carl Åge Pedersen fra Landscentret og folketingsmedlem for Venstre, Henrik Høegh. Både Konservative og Dansk Folkeparti var også indbudt, men flere mente, at de tilsyneladende havde for travlt med at diskutere placering af et sygehus i Vestjylland, til at ville møde op.

- Grøn Vækst er en paraply, der dækker over en række samtidige lovjusteringer, og det er rigtigt forstået, når man mener, at økologer ikke bliver helt så hårdt ramt som konventionelle landmænd, sagde Carl Åge Pedersen.

Horsemor dør
»Mens græsset gror dør horsemor«, og »Det kan ikke nytte noget at sige, at der også er behov for fødevarer i fremtiden, hvis vi landmænd dør inden«, var nogle af de kommentarer der kom fra salen, da Henrik Høegh havde luftet en forsigtig optimisme for fremtiden:

- Der er ingen tvivl om, at landbruget også har sin berettigelse i fremtiden, men der skal da nogle justeringer til, sagde han.

Kvælstofreduktionen er på 19.000 frem mod år 2015, og Henrik Høegh understregede, at denne reduktion ikke kan lade sig gøre oppe på landbrugsjorden alene.

- Der skal rensningsanlæg til for hvert vandopland på de lave områder inden recipienten. Enten i form af pil, elefantgræs, tagrør, energigræs og så videre. Vi kommer til at lave de rensningsanlæg, sagde Henrik Høegh.

- Også biogas bliver en stor del af fremtiden, og i 2020 skal 50 procent af al husdyrgødning bruges til biogas, sagde han videre.

Den ringe opbakning fra Christiansborg blev bemærket af salen, der roste Henrik Høegh for at turde møde op. Og han fik en opfordring med hjem:

- Kan I ikke bare flytte det sygehus 18 kilometer, og så afskaffe Grøn Vækst.

Læs også