Nordjyske Almas har overtaget eneforhandlingen af de tidligere MFS amerikanersiloer, der nu kommer til at hedde Global siloer.
Den nordjyske landbrugsmaskinvirksomhed Almas er nu eneforhandler af MFS amerikanersiloer, der samtidig skifter navn og kommer til at hedde Global siloer efter den amerikanske producent Global Industries.
- Vi har efter producentens eget valg overtaget eneforhandlingen af dem i Danmark, Sverige og Norge, forklarer direktør Hans Henrik Termansen fra Almas.
Hidtil har Almas været underforhandler af de velkendte kvalitetssiloer, der har været i 10 år på det danske marked.
Almas' position som eneforhandler kommer efter Dancorn A/S' køb af LM Corn tidligere på året. Herefter har Dancorn valgt at holde fast i sin hidtidige leverandør, ligeledes amerikanske Sukup. Derved måtte LM Corns tidligere leverandør af amerikanersiloer, MFS fra Global Industries se sig om efter et nyt agentur i Skandinavien.
Erfarent forhandlernet
Fra selv i 10 år at have været underforhandler af MFS siloer, organiserer Almas nu et landsdækkende forhandlernet, der både skal forestå salg og service af stålsiloerne, der nu bliver kendt under Global navnet.
- Samtlige nye forhandlere er meget kendte i markedet, og har stor erfaring med stålsiloer. Vi har således sammensat forhandlernetværket ud fra, at alle de implicerede personer har meget stort kendskab til at lave de rigtige totale løsninger for landmanden. Derfor kan vi fortsætte den service, vi hidtil har ydet, men nu i hele Danmark, siger Hans Henrik Termansen om den nye salgsorganisation, der fortsat er under udvidelse.
Global siloerne til tørring og opbevaring af korn leveres med kapaciteter fra 200 til 1.000 ton. Er der alene tale om kornopbevaring, kan de fås med kapacitet på op til 3.000 ton.
Udstiller på Agromek
Almas præsenterer sin nye salgsorganisation på Agromek i Hal D, stand 3120.
Her vil den nye landsdækkende spiller på markedet for korntørring og kornopbevaring præsentere nye amerikanske stålsiloer med udvendige ben og en dertil hørende tyndere stålkonstruktion.
Desuden vil Almas præsentere et helt nyt produktprogram bestående af stålprofiler til opbygning af planlagere, herunder hovedkanaler samt silovægge. Endvidere udstilles nyt sortiment vedrørende male- og blandeanlæg.
Efter den endelige aftale med den amerikanske producent nu er afsluttet, lover Henrik Termansen, at Almas vil entrere markedet med nogle rigtig gode priser. Dels på grund den lave dollarkurs, og dels som en markering af, at forhandlingerne med Global Industries nu er faldet på plads.
Almas er en stor maskinforretning med 100 medarbejdere fordelt på tre afdelinger i det nordlige Jylland. Udover forhandling af traktorer har virksomheden også landmandsbutikker med videre.
Moderne Kornbehandling
Fyns Frø og Kornteknik
Her består salgsorganisationen af gode »gamle« kendinge fra det tidligere Mertz Corn/LM Corn, oplyser Almas
Almas
Salget skal her varetages af Per Hansson, der tidligere har varetaget salget for Mertz Corn/LM Corn i Sverige