Mangelfulde medicinregnskaber er blandt de overtrædelser Plantedirektoratet og Fødevarestyrelsen har fundet i forbindelse med en målrettet kontrolaktion mod seks udvalgte økologiske landmænd.
- Hele vores troværdighed bliver sat på spil. Vi kan kun tage skarpt afstand fra det.
Ordene er benhårde fra Uffe Bie, formand i Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer. Fredag middag var han sammen med blandt andre formand for Økologisk Landsforening, Evald Vestergaard, indkaldt til et orienterende møde i Fødevarestyrelsen.
De skulle samtidig høres i hvilke initiativer branchen vil tage for at sikre, at økologireglerne ikke bliver overtrådt.
Det hele skyldes en målrettet kontrolaktion mod seks jyske økologiske mælkeproducenter, som Fødevarestyrelsen og Plantedirektoratet har foretaget.
Ingen af de seks slap fra den uanmeldte kontrol uden anmærkninger til enten deres håndtering af medicinreglerne eller økologireglerne. Flere af dem kan nu se frem til enten indskærpelser eller bøder.
Ved aktionen tog myndighederne 62 mælkeprøver og 11 blodprøver. I et enkelt tilfælde afslørede kontrollen, at en landmand havde overtrådt reglerne for, hvor længe økologisk mælk fra behandlede dyr skal holdes tilbage. Andre landmænd havde rod i oversigterne over medicinering af deres dyr, og en enkelt landmand havde behandlet sine dyr uden om dyrlæge i strid med reglerne.
Opsang fra formand
- Altså nu ser jeg frem til, at vores økologer finder ud af, at det her, det er alvor. Vi har jo lige lavet en opfølgende præventiv kampagne i april måned sammen med Økologisk Landsforening og mejerierne, hvor vi sendte ud til samtlige mælkeproducenter, og præciserede hvad reglerne er. Der er altså ingen, der burde være tvivl om det her, siger Uffe Bie.
Han kommer med en direkte opfordring til økologerne i Danmark.
- Se nu at få de ting bragt i orden. Det er sløseri, når man ikke får lavet sine medicinregnskaber og noteret sit forbrug, lyder det.
To sager er slemme
Især to af de seks sager synes Uffe Bie er særligt slemme. Det drejer om landmanden, der havde behandlet sine dyr uden om dyrlæge i strid med reglerne, og tilfældet hvor en landmand havde overtrådt reglerne for, hvor længe økologisk mælk fra behandlede dyr blev holdt tilbage.
- Det er jo klare brud på økologireglerne. Det kan vi jo ikke stå inde for. Det kan næsten ikke siges hårdt nok, hvor meget afstand vi tager fra det, siger Uffe Bie, der heller ikke lægger skjul på, man her vil hilse hårde sanktioner velkommen.
De sidste fire synes, Uffe Bie også er alvorlige, men slet ikke i samme grad som de to første.
Intet generelt problem
Til trods for alle seks landmænd i den uanmeldte kontrol blev taget i overtrædelse af reglerne, så mener Uffe Bie ikke, at der er et generelt problem blandt økologerne i Danmark.
- Nej, det er ikke vores indtryk. Man skal huske på, at det her var en målrettet kontrol mod de seks, siger Uffe Bie.
De seks fik simpelthen besøg, fordi Fødevarestyrelsen og Plantedirektoratet ud fra medicinregnskaberne, kunne se, at der var noget, der ikke stemte hos de seks økologer.
- På den måde, kan man sige, at det her viser, at vores kontrolsystem virker rigtig godt, siger Uffe Bie.
På linje
Formand for Økologisk Landsforening Evald Vestergaard er helt på linje med Uffe Bie i fordømmelsen over regelbryderne.
- Lemfældig omgang med medicin må ikke finde sted i økologien. Vi er glade for, at myndighederne har opdaget de brodne kar, og forventer, at straffen bliver hård, siger han.