Lekkende Mark Landbrug har snart fem års jubilæum, og det er gået stærkt for firmaet. Landbrug ØST tog med på dræningsopgave ved Balle.
- Det er lidt som at grave guld, når man skal finde ud af, præcist hvor problemet er, siger Jakob Larsen, driftsleder hos Lekkende Mark Landbrug, mens han går ned over marken mod sine folk.
Vi er på opgave hos landmand Steen Nielsen ved Balle, hvor et område af marken ofte står under vand og dermed er ubrugelig som landbrugsjord. Rendegraveren har allerede været i gang i et par timer, og man har da også lokaliseret en drænledning, men er det nu også der problemet ligger?
Et hoved stikker op over kanten af hullet.
- Så er vi klar til spuleren, råbes der for at overdøve vinden.
Hovedet tilhører ejeren af Lekkende Mark Landbrug, Ole Larsen, som også er far til Jakob.
- Jeg har jo nærmest lavet det her hele mit liv. I gamle dage var det jo med spade og skovl, griner han, mens spuleren nærmer sig.
Det viser sig dog hurtigt, at Ole Larsen endnu ikke har fundet ud af, hvor problemet med oversvømmelserne stammer fra. Man må finde hovedledningen, beslutter han.
Masser af opgaver
Mens maskinerne og Ole Larsen arbejder videre, fortæller Jakob Larsen, hvor stærkt det er gået, siden firmaet Lekkende Mark Landbrug så dagens lys for knap fem år siden.
- 80 procent af vores kunder er landbrug og resten er forskelligt entreprenørarbejde, fortæller han.
Ud over dræningsopgaverne, som der er en del af, har firmaet i år haft stor succes med ammoniaknedfældning, hvor man har gødet i alt 670 hektar. Desuden tilsår Jakob Larsen og hans folk omkring 800 hektar om året, og der er også travlt med hegnsklipning og mange andre opgaver. Sideløbende satser LM Landbrug på forpagtning og pasningsaftaler, og driver i alt 330 hektar.
- Og der er plads til meget mere, slår Jakob Larsen fast.
Lekkende Mark Landbrug har på fem år oparbejdet en loyal kundekreds.
- For os er rettidighed alfa og omega. Man skal overholde sine aftaler, og maskinerne skal være både effektive og præsentable. For har man først kvajet sig et sted, så er det uhyggeligt svært at komme tilbage, siger han.
Problemet er fundet
Mens Jakob Larsen har talt sig varm, har hans folk nærmet sig problemets kerne i dagens dræningsopgave. Hovedledningen er lokaliseret, og driftslederen klør sig i nakken.
- Det er jo kun en 60 mm ledning. Hvorfor i alverden har man ikke lagt en større ledning fra start? Den kan jo ikke tage det, når der for alvor er fart på vandet.
Og ganske rigtigt, hovedledningen er stoppet helt til, hvilket er årsagen til de hyppige oversvømmelser. Ledningerne spules, og der lægges et nyt stykke stikledning, men Jakob Larsen vil lige have en snak med landmanden, om der ikke skal gøres noget ved hovedledningen, så problemerne ikke opstår igen.
Kunder på stribe
Men ikke så snart er én opgave ved at være løst, før den næste melder sig. En anden af Lekkende Marks faste kunder, Søren Larsen fra Sageby, er dukket op. LM Landbrug har allerede en hegnsklipper kørende hos ham, og nu er der også dræn, der skal spules.
- Det er det sjove ved jobbet, man ved aldrig, hvor det næste stykke arbejde dukker op, siger Jakob Larsen, som bruger en stor del af sin arbejdstid på at koordinere de mange opgaver og holde styr på firmaets fire ansatte.
Al tiden går dog ikke på kontoret, og Jakob Larsen skal i de kommende uger bruge mange timer på traktoren, når såningen for alvor skal i gang.
Men først skal opgaven hos Steen Nielsen gøres færdig. Problemet er lokaliseret, og Lekkende Mark Landbrug går i gang med at forebygge fremtidige oversvømmelser ved at udskifte hovedledningen med noget større og mere effektivt.