Sukkerroerne er igen blevet attraktive

I 2010 vil vi ligesom i år opleve en arealstigning i det dyrkede areal af sukkerroer, fortæller Jørn Dalby, formand for sukkerroedyrkerne.

Interessen for at få lov til at dyrke industriroer til næste år er meget stor.

Det meddeler Nordic Sugar, som nu takker for interessen, og samtidig melder, at tegningen for 2010 nu er ophørt, da ønskerne langt overstiger mængden. I mandags blev de første bekræftelser og afslag sendt af sted. Inden ugens udgang forventes alle at have modtaget skriftlig besked.

For sukkerroernes formand, Jørn Dalby, kommer den store interesse på at lave kontrakt på dyrkningen af industriroer ikke som nogen overraskelse. Bestemt heller ikke når man ser på de økonomiske opstillinger for 2010 på afgrøder, som Gefions planteavlsafdeling har lavet.

DB på 3.740 for industriroer
På industriroer forudser Gefion således, at dækningsbidraget pr. hektar efter arbejds- maskin- og fragtomkosninger er trukket fra bliver på 3.740 kroner. Til sammenligning tror Gefion, at dækningsbidraget på vinterhvede kun kommer til at ligge på 1.087 kroner pr. hektar.

- Det har ikke taget Nordic Sugar lang tid, at få fuldtegnet. Og det skal jo selvfølgelig ses i lyset af de meget lave kornpriser, der betyder, at landmændene sidder at kigger efter andre områder, hvor de kan finde noget indtjening. Her industriroer klart noget, som de kigger på. Det er en helt naturlig reaktion fra landmændenes side, siger Jørn Dalby.

Han forventer samtidig, at vi vil se en lille stigning i arealet af sukkerroer i 2010. I øvrigt ligesom vi også så det i 2009.

- Vi har altid haft et stort marked for industrisukker i Danmark. Der er rigtig mange kunder i Danmark, som bruger sukkeret. Førhen var det vores overskudsproduktion, men i de sidste år, er vi gået ud at kontrahere det, det vil sige, at vi afsætter det på forhånd, siger Jørn Dalby.

Ikke flere
Selvom der er stor interesse for industriroer, så er det dog ikke fordi, at Jørn Dalby går at håber på, at Nordic Sugar begynder at hæve efterspørgslen. Det er der nemlig ikke plads til.

- Det er da kun positivt, at der er et marked for industrisukker i Danmark. Men som kontraktavler og formand for sukkerroedyrkerne i Danmark, så er det også helt udmærket med den mængde som bliver kontraheret nu. Bliver mængden voldsomt større, så kommer til at gå ud over vores kvoteproduktion, og roekampagnerne bliver alt for lange. Det går ikke, siger Jørn Dalby.

Steget 80 procent siden nytår
At sukkeret er blevet attraktivt ikke kun i Danmark, men i den store verden har Jørn Dalby ikke det eksakte svar på. Han har dog et bud. Verdensmarkedsprisen på sukker er nemlig steget 80 procent siden nytår.

- Som sukkerproducent er det da noget, som jeg glæder mig over. I Danmark og EU får vi dog ikke så meget ud af det, men i resten af verden får de nu endelig noget for deres vare. Det har virkelig været strengt i mange år, siger Jørn Dalby og fortæller, at det i senere år kun er i Brasilien, man har kunnet lave sukker med overskud.

- Der er jo nok noget spekulation i det. Det ville ikke undre mig. Vejrfænomenet El Niño er nemlig genopstået på den sydlige halvkugle, og det gør at monsunregnen, som normalt kommer på faste tidspunkter, bliver lavet om, og det spiller nok ind på produktionen, og får nogle til at spekulere i det og opkøbe sukkeret, lyder Jørn Dalbys bud.

Et andet bud går på produktion i Indien er blevet mindre.

(2) 070-36-ef

Læs også