BLUFF: Svineinfluenzaen, der de sidste par dage har sat skræk i livet på mennesker verden over, er formentlig slet ikke en svineinfluenza alligevel, og heller ikke så farlig som først beskrevet. Det er formentlig blot en ny type human influenza, som i virkeligheden er ret mild, mener danske eksperter.
De seneste dages meldinger om en ny, farlig svineinfluenza, der skulle have forårsaget dødsfald blandt mennesker, er formentlig i virkeligheden noget af en storm i et glas vand.
Den nye influenzatype var ellers angivet som en ny farlig kombination af human-, svine- og fugleinfluenza, der skulle have ført til flere dødsfald i Mexico, hvor den først var opstået. Men ifølge de seneste meldinger er den altså slet ikke så farlig endda:
Viceadministrerende direktør og tidligere veterinærchef hos Danish Meat Association, Erik Bisgaard Madsen, siger til Effektivt Landbrug, at man kan drage tvivl om, hvorvidt det i det hele taget er rimeligt at relatere dødsfaldene i Mexico til den omtalte influenza.
Ny, mild influenza
- De tilfælde af den nye influenza, der er bedst beskrevet, er tilfældene i USA, og de er tilsyneladende milde, siger Erik Bisgaard Madsen.
Han oplyser, at en ny influenzatype blot er en ny type human influenza, H1N1, som intet har at gøre med svineinfluenza.
Også veterinær beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Sten Mortensen, bekræfter at der er tale om en ny type human influenza og ikke en svineinfluenza, selvom den bliver kaldet det i medierne
- Vi kalder den for den nye influenza fra Mexico, for det er det, der i virkeligheden er tale om, siger beredskabschefen.
Såvel Erik Bisgaard Madsen og Sten Mortensen, bekræfter, at danske svineproducenter ikke har grund til uro.
- Man skal blot tage de sædvanlige forholdsregler man plejer i sin besætning, og når man omgås andre mennesker, siger Erik Bisgaard Madsen.