(LANDBRUG FYN) P. Andersen Staldservice i Korkendrup har leveret den første Rovibec fuldfoderrobot på Fyn. Den kører på skinner i en besætning i Husby.
Interessen for fuldautomatisk fodring er stærkt stigende i takt med de stadig større besætninger i de danske kvægstalde. Et eksempel på moderne foderteknik er Rovibec fuldfoderrobotterne, der importeres fra Canada af firmaet RMH Maskiner ApS i Silkeborg. Maskinerne føres frem i staldene på skinner, som er monteret i loftet.
På Fyn, Sjælland og det sydlige Jylland forhandles Rovibec-robotterne af P. Andersen Staldservice ApS i Korkendrup ved Ullerslev, og foreløbig er en robot opsat på Fyn, en på Sjælland og ni i Jylland.
- Der er tale om en fuldhydraulisk maskine, hvor en el-motor trækker alle hydrauliske dele, forklarer Peter Andersen fra det østfynske staldfirma. Samtidig afslører han, at der snart er en model på vej, som drives af en dieselmotor. Derved spares monteringen af strømskinner langs selve skinnerne til foderrobotten rundt i stalden.
Rovibec-robotten har en kapacitet til stalde op til 800 køer.
I den første fynske stald har robotten fra P. Andersen Staldservice dog kun ansvaret for fodringen af 120 jerseykøer samt kælvekvier.
- Oprindelig havde vi et Strangko kædefoderbord, og derfor var det oplagt at udskifte dette system med en moderne robot, som også kan sendes ud at fodre kvierne i en tilstødende stald, fortæller kvægbruger Anders Bang i Husby, der fik Rovibec-robotten installeret i foråret.
Robotten starter dagen med at køre dagsrationen ud i kviestalden, og derefter bliver den fyldt seks gange i løbet af dagen af den stationære RMH fuldfoderblander. Disse rationer til malkekøerne består af soyaskrå, majsensilage, frøgræshalm, HP-pulp, mask og mineraler.
TEKST: ERIK HANSEN