Roer og majs direkte i jorden
(EFFEKTIVT LANDBRUG) En helt nyudviklet roe- og rapssåmaskine kan øge resultatet i marken, fordi planterne får en bedre og mere jævn opvækst, siger opfinderne.
Er det fremtidens roe- og rapssåmaskine, der kører på markerne tæt på Malmö og Helsingborg?
Ifølge de svenske udviklere af maskinen er svaret et klart ja.
- Maskinen tegner meget lovende. Man kan se forskellen i forhold til andre marker med det blotte øje, når planterne er kommet op, siger opfinderen bag maskinen, Tommy Ingelsson, der er landmand ved Helsingborg. Sammen med den svenske maskinfabrik Edenhall og Per Jönssons Maskinstation ved Lund har han udviklet 18-rækkers maskinen, der sår direkte i den pløjede jord.
De seneste 10-15 år er der ikke rigtig sket afgørende tekniske fremskridt på roesåmaskinerne. Men med den nye maskine satser opfinderne på at have brudt stilstanden.
Blandt andet har et af problemerne med tidligere udgaver af samme type maskine været, at kapaciteten har været for lille. Men dette problem skulle nu være løst, idet man uden problemer kan så fire hektar i timen med den ny såmaskine.
Med til at øge kapaciteten er selvfølgelig tankene på maskinen, som på hver tur tager frø med til 18 hektar plus seks ton gødning. Under såningen blæses gødningen ud via seks valser.
I fjor såede maskinsættet 100 hektar sukkerroer og 70 hektar raps, og i år bliver det til 6-700 hektar roer, idet Edenhall har produceret endnu en maskine til at hjælpe til. Hvor meget raps, maskinerne skal så i år, er der endnu ikke taget stilling til.
Den nyudviklede direkt-såmaskine, der har fået navnet Advancer, udmærker sig ifølge opfinderne især ved to ting:
For det første præcisionssår den frøene i rækker, så hvert frø har lige langt til gødningen. Roefrøene placeres i 25 millimeters dybde, mens gødningen ryger ned i 60 millimeters dybde.
For det andet pakker maskinsættet jorden, så frøet ligger i en lomme, der holder på fugten og muliggør en optimal og meget jævn fremspiring og opvækst - uanset jordtype og under skiftende vejrbetingelser.
Maskinen kan spare tid, fordi man ikke behøver at harve. Det betyder, at man ofte kan så et par dage tidligere, især i forårspløjet jord.
- Men det egentlige formål med maskinen er ikke at spare tid, men at gøre arbejdet bedre uanset om det er et tørt eller vådt forår, så udbyttet øges og pasningen bliver nemmere gennem vækstsæsonen, understreger Tommy Ingelsson fra førerhuset på sin traktor, i fuld gang med at så 30 hektar roer på Vestrabygård uden for Helsingborg.
Fra førerhuset styrer Tommy Ingelsson samtlige funktioner via et joystick. For eksempel kan han hele tiden bestemme, hvilket tryk maskinen skal pakke jorden med, alt efter jordtype, fugtighed og andre forhold. Maskinen trykker forskelligt, så jorden ikke bliver trykket for meget efter traktorhjulene. Andre ting som for eksempel efterharven indstilles også fra førerhuset.
I øjeblikket kører den anden Edenhall-såmaskine på Per Jönssons Maskinstation uden for Lund. Også her melder man om gode erfaringer.
Forskellige forsøg skal nu bevise fordelene ved den nye maskine. Forsøgene vil finde sted i svenskernes svar på Fondet for Forsøg med Sukkerroedyrkning, Sockernäringens BetodlingsUtveckling AB (SBU).
Spændingen er stor, for da SBU lavede nogle tilsvarende forsøg i 2005, viste de en jævnere opvækst i sukkerroer, der er sået med Advancer-maskinen. Det spændende er så, om de gode takter bekræftes af nye forsøg i år, hvor udbytterne også sammenlignes.
Hvis forsøgene falder positivt ud, ventes maskinen at komme i handlen hurtigst muligt. Hvornår maskinen i så fald vil komme på det danske marked, er endnu ikke klarlagt.
Udover roer og raps vil man også forsøge at undersøge, om det er muligt at så majs med maskinen.