(Effektivt Landbrug) Et flertal i Vildtforvaltningsrådet ønsker vildsvin i naturen. Landbruget er imod, mens de grønne organisationer mener, at vildsvin kan udsættes i naturparker.
Danmarks Naturfredningsforening vurderer mulighederne for vildsvin i den danske natur om få år for at være meget gode.
- Et stort flertal i Vildtforvaltningsrådet bortset fra landbrugets to medlemmer bakker idéen op. Min mening er, at det ikke kan være landbruget, der skal diktere, hvilken natur vi skal have i Danmark, siger præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening Poul Henrik Harritz.
Når landbruget hugger hælene i, skyldes det frygt for, at vildsvin med svinepest skal smitte danske svin. Det kan sætte dansk svinekød i kostbar karantæne, som i værste fald kan koste en svineeksport på 25 mia. kr. Derfor er vildsvinet i dag forment adgang til Danmark.
- Det er uhyrligt, at vi skal blive ved med at få stukket de 25 mia. kr. i næsen. Der er ingen, der ved, at det går sådan, selv hvis der blev fundet i svinepest i Danmark. Andre lande har haft små udbrud, der er gået i sig selv igen. En rapport for nylig viste jo også, at risikoen er vildt overdrevet, siger han.
Han ser mulighederne for vildsvin i Danmarks i tæt sammenhæng med planerne om at lave danske nationalparker.
Vildtforvaltningsrådets vildsvineudvalg nedsættes til marts og ventes efter sommeren at komme med forslag til en forvaltningsplan for vildsvin.
- Udvalget skal komme med forslag til en forvaltningsplan for vildsvin. Vi kan ikke tage stilling til så vigtigt et emne uden nøje at kende konsekvenserne. Selvom den nye undersøgelse viser, at risikoen for svinepest som følge af vildsvin i naturen er meget lille, så er der også hensynet til landbrugets milliardeksport. Det er et stort politisk spørgsmål, som Vildtforvaltningsrådet ikke bare kan afgøre, siger formanden for Vildtforvaltningsrådet, Per Ole Olesen.