Et liv i landbrugets tjeneste

(LANDBRUG SYD) JUBILÆUM: For nylig kunne Jørgen Fallesen, Hammelev, modtage blomster og hæder på Gråsten Landbrugsskole, som skolens første 70 års jubilar nogensinde.

Et liv i landbrugets tjeneste

JUBILÆUM: For nylig kunne Jørgen Fallesen, Hammelev, modtage blomster og hæder på Gråsten Landbrugsskole, som skolens første 70 års jubilar nogensinde.

Alder har intet med fødselsår at gøre. Den kendsgerning ses med al ønskelig tydelighed i de livfulde øjne hos 91-årige Jørgen Fallesen, Hammelev. Den forhenværende landmand, vurderingsinspektør for Danmarks Hypotekforening og medlem af en række bestyrelser i landbrugets virksomheder er så frisk som en årsunge på 70. For nylig kunne han sammen med andre jubilarer på Gråsten Landbrugsskole modtage hæder og blomster for et langt liv i landbruget.

- Vi blev delt op i hold efter antal jubilæumsår. Men da jeg var den eneste 70 års jubilar – faktisk den eneste skolen nogensinde har haft – sagde forstanderen, at jeg godt kunne gå ind i lokalet, hvor de yngre jubilarer sad, fortæller Jørgen Fallesen.

Han smiler og ler lidt, fordi for ham handler livet om at tælle de lyse timer og huske de sjove øjeblikke. Og frem for alt om at blande sig og være med, der hvor det sker. Han kan derfor se tilbage på et langt liv med en række tillidsposter i landbruget.

Fra hus og hjem

Historien om Jørgen Fallesen begynder på den store gård Rudebæk mellem Skovby og Hovslund den 28. september 1913.

- Så jeg levet under en tysk kejser, en tysk republik, to danske konger og en dansk dronning. I mit barndomshjem var min far tysksindet og min mor dansksindet. Min mor sørgede for, at jeg blev holdt et år tilbage, så jeg først kom i skole efter genforeningen, og det var med min fars accept, husker Jørgen Fallesen.

Børnene blev således opdraget ud fra moderens danske sindelag. Men genforeningen med Danmark kom til at koste familien dyrt. Faderen, der både var landmand og handelsmand, mistede den 153 hektar store slægtsgård.

- Min far troede blindt på den tyske økonomi, så han købte og solgte kreaturer i mark. Men det endte med, at min lillebror og jeg sad og spillede med millioner af mark, som vi ikke engang kunne få en ispind for, fortæller Jørgen Fallesen.

Forældrene og de otte børn måtte derfor gå fra gården i 1924. Herefter fulgte nogle svære år, der ikke blev bedre i 30’erne:

- Jeg kan huske, at en landmand slap smågrise løs i skoven, fordi det ikke kunne betale sig at sælge dem. Andre slog dem simpelthen ihjel.

På skole

Efter folkeskolen, som Jørgen Fallesen husker som en god tid, kom han på Gråsten Landbrugsskole.

- I den allerførste time slog forstanderen fast, at vi alle var lige – tyske som danske elever, men samtidig at skolen blev ledet og drevet under Dannebrog. Derfor havde vi et knippelgodt sammenhold på tværs af sindelag, siger Jørgen Fallesen.

Det var også på Gråsten Landbrugsskole, at han lærte at regne ordentligt:

- Vi blev præsenteret for regnestykker, vi aldrig havde set før. Men læreren på landbrugsskolen kunne ikke lære fra sig. Vi var derfor tre, der gik til forstanderen, og jeg blev talsmand. Forstanderen sagde: Jeg har ventet jer, og nu vil jeg selv undervise.

De kommende landmænd fik herefter lært om brøker og procenter i en fart, og Jørgen Fallesen havde lært at gå forrest og stille sig i spidsen. Det som man i dag kalder at sætte dagsordenen.

Pligt og tillid

Derfor var det nærmest en pligt for den unge Jørgen Fallesen at blande sig i de bevægelser og strømninger, der optog hans stand.

- Jeg blev formand for Landbrugernes Sammenslutning, der fokuserede på bøndernes elendige økonomi. Jeg kom ind mejeribestyrelsen en tid, blev formand for Vojens Slagteri og medlem af Slagteriernes Fællebestyrelse i København, fortæller Jørgen Fallesen.

Han husker derfor med taknemmelighed, hvordan hustruen Sine tog sig af gården Bibækgård ved Hammelev, når han var i København eller i udlandet i forbindelse med sine mange tillidshverv.

- Senere, da jeg blev vurderingsinspektør, havde jeg så meget at se til, at det nærmest var hende, der stod for gården, siger Jørgen Fallesen.

Men selv om det var et spændende arbejde, havde det måske været rarere at slippe for det hverv. Med 80’erne kom der nemlig endnu engang krise i landbruget:

- Kreditforeningen måtte tage mange gårde i pant. Der var mange sørgelige skæbner. Engang kom jeg ud til en familie, der havde fået besked på, at selv deres fryser med alt kødet skulle tages i pant. Jeg kontaktede møllen, der var panthaver og bad dem give familien fryseren.

Til sidst bøjede møllen bøjede sig, for inspektørens menneskelige argumenter.

Otium

Alt det er fortid nu, og i dag nyder Jørgen Fallesen sit otium, men ikke ved at sætte sig hen i sofaen:

- Hver fredag mødes jeg med tre gode venner. Sammen ordner vi verdenssituationen, selvom verden jo ikke altid vil, som vi vil. Jeg går til motionstræning i Hammelev Fritidscenter, hvor jeg cykler en del. Det er vigtigt at holde sig i gang. Heldigvis har jeg også stadig bil, og det giver en enorm frihed. Jeg kører for eksempel stadig helt til Sjælland.

På den måde rummer Jørgen Fallesen på en og samme tid nutiden ved stadig at være aktiv – og fortiden ved at huske og fortælle historien:

- I min familie kan vi føre vores slægt tilbage til 1534, og jeg går meget op i, at mine børn også ved, hvor de kommer fra. Derfor købte jeg også en slægtsbog til hvert af mine fire børn, der nu selv snart nærmer sig pensionsalderen.

Udover deres børn har Jørgen og Sine Fallesen otte børnebørn og to oldebørn at holde sammen på.

TEKST: LOUIS ANDREAS MICHAELSEN

Læs også