Vinter og tidlig forår er højsæson, når det gælder om investeringer i maskiner. Det gælder også for vandingsmaskiner, for ingen kender sommeren, før den er ovre.

- Vandingsmaskiner er faktisk noget mærkeligt noget at sælge. Landmanden kan risikere, at han ikke bruger den i to år, og så kommer der tre år, hvor han bruger den hele tiden, siger direktør Hans-Jørn Madsen fra Vejrup Maskincenter.

I de seneste femten år er der sket en kolossal udvikling indenfor vandingsmaskiner. Hvor der før blev solgt flest med en slangelængde på 300 meter, har de mange i dag en slangelængde på mellem 400 og 600 meter. Men også slangernes diameter er gået op – fra typisk at være mellem 60 og 90 millimeter – til nu at ligge på 110 eller 115 millimeter.

- Som alt andet er de blevet større. De følger med udviklingen i landbruget, når arealet bliver større, skal maskinerne også være det, siger Hans-Jørn Madsen.

En investering i en vandingsmaskine kræver en grundig rådgivning. Har en landmand eksempelvis købt nabogården, begynder maskinhandleren og landmanden ofte helt fra bunden med en tegning over jorden. På den måde kan man finde ud af det nøjagtige behov. Desuden kan det blive nødvendigt at få en brøndborer til at lave en prøvepumpning af vandboringerne for at se, om de kan levere vand nok.

- Vores rolle er derfor også blevet lidt af en konsulentrolle, siger Hans-Jørn Madsen.

Langt hovedparten af de vandingsmaskiner, der bliver solgt i dag, går til kvægbrug, der er afhængige af deres græs og majs. En anden del går til kartoffelavlere, mens kun meget få kommer ud på kornmarkene.

- Med dagens kornpriser kan det ikke betale sig. Vi leverer højteknologiske vandingsmaskiner til landmanden, maskinerne er computerstyrede, så de kan gå op og ned i hastighed. Eksempelvis hvis der er en blød plet på marken. En sådan investering skal kun køre der, hvor den tjener sig hjem, siger Hans-Jørn Madsen.

Vandingsmaskinerne er nemlig ikke kun blevet større, de har også været igennem et enormt »avlsarbejde«. Fra at være små maskiner med rotor og Ferguson-bagtøj – til i dag at være strømlinede og forædlede vidundere, der kører af sig selv. I den udvikling har de danske maskinfabrikker været med helt i front. Alligevel skal man ikke regne med, at der kommer amerikanske tilstande på de danske marker.

- Vi kommer ikke til at se de store cirkelvandingsmaskiner, som kører på markene i USA. Dem har vi højst to til tre af herhjemme. Selvom vores marker bliver større og større, er de trods alt ikke store nok til den slags, siger salgschef Steen Alexandersen fra Fasterholt, der er en af de helt store producenter af vandingsmaskiner herhjemme.

Dansk Landbrugsrådgivning har gennem en årrække lavet statistikker over antallet af solgte vandingsanlæg i Danmark. Og tallene viser et markant fald i forhold til tidligere. Årsagerne til faldet skyldes ifølge landskonsulent Jens Høy tre faktorer:

For det første har det omskiftelige vejr de senere år ikke ledt tankerne hen på indkøb af vandingsanlæg. Desuden er de fleste af de anlæg, der købes i dag, udskiftninger/reparationer. Den allervigtigste årsag til faldet er dog, at antallet af kvægbrugere falder.

Jens Høy vurderer, at et komplet vandingsanlæg til omkring 50 hektar i dag koster mellem 5.400 og 12.000 kroner per hektar. Til sammenligning koster et anlæg til 15 hektar mellem 9-15.000 kroner per hektar.