Kan man klare sig i bushen blandt løver og leoparder, kan man vel også passe 2.300 søer 18 kilometer fra den nærmeste pub, butik, skole og tankstation i Vestaustraliens hvedebælte.

Sådan tænkte Paul Ridgewell fra Zimbabwe, da han for mindre end to år siden, under en ferie på Australiens østkyst nord for Brisbane, besluttede sig for at ringe på et par ledige jobs hos svineproducenter. Den første sted tog de ikke telefonen og hos det næste nummer på listen fik han jobbet.

- Derfor er det en stor tilfældighed, at jeg er lige her, siger den tidligere professionelle storvildtjæger fra Zimbabwe i Afrika, der som driftsleder har ansvaret for at opbygge en selskabsejet svineproduktion på 2.300 søer.

- Da tingene strammede til for landmændene i Zimbabwe, besluttede jeg faktisk at søge tilbage i mit tidligere job som jagtguide, fortrinsvis for rige amerikanere, der udgjorde 95 procent af mine kunder.

- Fra jeg var helt ung, har jeg altid ville være jæger. Jeg er født i England, men mine forældre flyttede først til Blantyre i Malawi og senere til Harare i Zimbabwe. Her bor de stadig og er for tiden ved at bygge sig et nyt hus, fordi de for længst har besluttet at blive i landet resten af deres liv. Man må jo huske, at de ulykkelige omstændigheder med hvide farmere, der bliver presset ud af deres farme, skyldes jordreformer. De hvide borgere i Zimbabwe, der ejer andre former for ejendom, oplever ikke de samme problemer, forklarer Paul Ridgewell.

- PIC i Australien har andre vilkår og er derfor ikke helt det samme som PIC i Europa. For eksempel må der overhovedet ikke importeres avlsmateriale fra andre verdensdele til Australien. Det er fire investorer på østkysten, der ejer PIC Australia, og det er de samme fire mænd, der står bag selskabet Sunpork West, som er navnet på det selskab, der ejer farmen her.

- Vi, der er driftsledere på Sunpork’s farme, deltager i de samme møder og udveksler erfaringer med driftslederne for PIC’s produktionsanlæg i Australien, fortæller Paul Ridgewell, der dagen efter Effektivt Landbrugs besøg fløj til et par tidszoner østpå for at deltage i et PIC seminar om medicinsk kastration, der er et meget varmt emne i australsk svineproduktion for tiden.

- Jeg må sige, at der har været forsøgt så tåbelige ting her, så det næsten er svært at fatte. For eksempel en stald med stier i tre etager. Her havde man farestien øverst, de fravænnede i den mellemste og slagtesvinene nederst, nævner Paul Ridgewell hovedrystende.

- Hvordan klimaet inde i den stald har været tør jeg slet ikke tænke på. Og hvorfor man stabler stierne ovenpå hinanden her, hvor der er så meget plads, er mig stadig en gåde.

- Men udfordringen her er først og fremmest at udnytte det eksisterende anlæg optimalt. Fra grisene er tre uger til de er seks uger gamle kommer de i en klimastald. Derefter i én smågrisestald til de er 10 uger og derefter i den næste indtil 17 ugers alderen.

- Løbningerne er lykkedes langt bedre end forventet. Vi har lige nu godt 90 faringer pr. uge, og fordi smågrisedødeligheden er sænket fra 16 til 9 procent, er her fyldt godt op overalt. Vi færdigfeder derfor nogle af grisene i lejede stalde. Samtidigt udbygger vi her med dybstrøelsesstalde til slagtesvinene, forklarer Paul Ridgewell, der forventer at levere 46.000-48.000 slagtesvin pr. år, når projektet er fuldt udbygget.

Fra 17. uge færdigfedes grisene til såkaldte bacongrise med en levendevægt ved slagtning på 130 kilo. Tungsvinene med lidt højere fedtindhold går primært til det japanske marked.

- Det var en positiv overraskelse, at foderfabrikken med ganske få tilpasninger umiddelbart kunne sættes i funktion. Nu køber vi korn og proteinafgrøder fra farmere i området, der leverer kornet direkte i vore siloer.

- Der er håndfodring i de fleste af staldene. Kun i de slagtesvinestalde, der er indrettet med dybstrøelse i de tidligere maskinhuse, har vi opstillet foderautomater. De andre steder fortsætter vi som nu og laver først om, når vi tjent penge til det, siger Paul Ridgewell.

- Alle er meget imødekommende og lokalsamfundet er meget opmuntret over, at vi sætter aktiviteter i gang herude. Faktisk har projektet sammenlagt skabt 16 arbejdspladser, hvis vi tæller det hele med. Og en positiv konsekvens af vores arbejde herude er, at det har fordoblet børnetallet i den lokale skole, kun 18 kilometer herfra. Før var de kun seks-syv børn i skolen og når vi er fuldt udbygget kommer skolen måske op på mellem 15 og 20 børn.

- Vore medarbejdere bor dels i huse, der hører til farmen, dels i huse, vi har lejet af farmere i området ,og enkelte bor i det lille lokalsamfund omkring skolen.

- I den lille by er der desuden en pub, en landmandsbutik, dagligvarebutik og enkelte andre faciliteter. Og når vi kommer derind, besøger vi dem i nævnte rækkefølge, griner den tidligere storvildtjæger og nuværende svinedriftsleder.

Danish Crown har ifølge bestyrelsesformand Niels Mikkelsen, Hjerm, ingen aktuelle planer om at etablere sig i Vestaustralien.

- Som et slagteriselskab af vores størrelse har vi en pligt til hele tiden at følge udviklingen i hele verden og dermed også Australien. Vi skal hele tiden holde godt øje med vore konkurrenter på eksempelvis markederne i Sydøstasien og Japan. Derfor er det altid vigtigt for os, hvad der sker i produktionsleddet i USA, Canada, Sydamerika og altså også Australien, siger Niels Mikkelsen.

- Vores udgangspunkt er først og fremmest at forarbejde og sælge danske råvarer fra vore andelshavere til den bedst mulige pris. Og alle øvrige aktiviteter skal understøtte dette mål. Når det er sagt, vil jeg da også nævne, at vi har betydelige aktiviteter i USA, hvor der er en høj andel af lokale råvarer i vores produktion.

- Der er helt sikkert et potentiale i Australien, fordi de store markeder for fersk svinekød i Sydøstasien ligger indenfor rækkevidde. Foreløbig har vi dog kun et enkelt engagement i Australien, som er et selskab, der alene har med salg at gøre.

- For os er det begrænsningens kunst at sætte ressourcerne ind de rigtige steder. Derfor gælder det om hele tiden at holde fokus på vores formål, fastslår Niels Mikkelsen, der indrømmer, at der er spændende opgaver at tage fat på mange steder.

- Vi skal blot finde ud af, hvilke der er relevante.

- I forbindelse med Steff-Houlberg fusionen, og nu også EU-udvidelsen med ti nye østlande, er der behov for en ny strategiplan for de næste tre til fem år.

- Den næste strategiplan arbejder vi netop med i løbet af vinteren så den kan lægges frem til foråret, siger Niels Mikkelsen og anerkender vigtigheden af, at danske landmænd holder godt øje med, hvordan produktionen udvikler sig rundt omkring i verden.