L&F: Landmænds indkøb er ren logik

Hos Landbrug & Fødevarer finder man det helt naturligt, at medlemmer har købt sprøjtemidler til lager

Nye tal fra Miljøstyrelsen viser, at der er sket en stigning i salget af en række sprøjtemidler, som tidligere på året blev pålagt en afgift.

Miljøminister Ida Auken (SF) har på baggrund af tallene meldt ud, at det var med i beregningerne, at landmænd ville købe ekstra sprøjtemidler, inden midlerne blev dyrere. Og ny følger Landbrug & Fødevarer (L&F) trop:

- Planteavlerne bruger ikke flere plantebeskyttelsesmidler, end der er højest nødvendigt. Midlerne er allerede inden introduktionen af pesticidafgifterne dyre, så det er helt logisk, at mange har købt ind til lager, inden pesticidplanens højere afgift træder i kraft. Der er udelukkende tale om salgstal, og det øgede salg af en række midler betyder ikke, at miljøpåvirkningen er øget, siger viceformand i L&F Lars Hvidtfeldt i en pressemeddelelse.

Hos L&F peger man på, at Miljøstyrelsens tal beskriver, hvordan salget er steget fra 2011 til 2012.

- Salget af plantebeskyttelsesmidler udgjorde størstedelen og var på 13.855 tons, hvoraf aktivstofferne udgjorde 5.772 tons. Det er en stigning på 31 procent i forhold til året før og en stigning over de sidste fem år på 46 procent, lyder det fra L&F.

Find andre midler

Lars Hvidtfeldt konstaterer, at L&F bakker op om, at der skal arbejdes på at finde alternativer til de nuværende midler – ikke mindst for at undgå resistens:

- Vi kan ikke bare sløjfe brugen af en række plantebeskyttelsesmidler, da vi har brug for en bred pallette at veksle imellem. Hvis vi får meget færre midler, så risikerer vi store resistensproblemer. Landmænd bruger altid så få midler som muligt og så meget som nødvendigt.

Læs også