Afgørelse om stormfald midt i januar

Stormrådet skal angiveligt mødes den 16. januar for at træffe afgørelse om, hvorvidt stormen Bodil medførte stormfald

Stormrådet afgør formentlig midt i januar, om Bodil medførte stormfald den 5. december. Det meddeles i Hedeselskabets tidsskrift Vækst.

Stormrådet afgjorde den 10. december, hvilke danske områder der i lovens forstand blev ramt af stormflod, da Bodil hærgede den 5. december.

Rådets afgørelse om, hvor der eventuelt var stormfald, trækker til gengæld ud. Ifølge HedeDanmark mødes Stormrådet den 16. januar for at træffe afgørelse om, hvorvidt der var stormfald og i givet fald hvor.

Stormrådet skal træffe afgørelsen på grundlag af en indstilling fra Naturstyrelsen, som er i gang med at samle indberetninger om stormfældede mængder i hele landet. Dansk Skovforening står for at samle oplysningerne om mængder fra de private skove.

HedeDanmark vurderer, at de samlede mængder fra efterårets stormfald ikke har en størrelse, der vil påvirke råtræmarkedet negativt. Langt størstedelen af de væltede træer har stadig rodkontakt, og kun en lille del er knækkede. Det sikrer friskheden af råtræet og begrænser indkomsttabet.

Læs også