Svineproducenter stævner Fødevarestyrelsen

Foreningen får støtte fra andre producentforeninger

Danske Svineproducenter har torsdag sendt en stævning til Fødevarestyrelsen.

Det oplyser foreningen over for Effektivtlandbrug.dk. Danske Svineproducenter har således sendt nedenstående korrespondance ud til sine medlemmer:

- Kære medlem,

Vi har i dag afsendt stævningen mod Fødevarestyrelsen. Vi vil ikke stiltiende finde os i, at de offentliggør personoplysninger. De har endnu ikke offentliggjort listen, men har fremsendt et brev til dem der står på listen, hvori de giver udtryk for, at det vil ske.

Fødevarestyrelsen er blevet forsinket i deres forehavende, da nogle af dem som er blevet kontaktet har fulgt vores opfordring og har sendt en indsigelse, hvor de har forlangt at blive hørt som part i sagen, hvilket de har ret til. 

Landbrug & Fødevarer har også henvendt sig på vegne af tre svineproducenter med samme fordring.

Det har ført til, at Fødevarestyrelsen har besluttet, at alle skal have mulighed for at blive hørt, inden der bliver sendt noget ud, så de er sikre på, at oplysningerne på listen var korrekte, for der er jo ikke tale om en aktuel liste, men en liste fra 2011.

Vi har valgt at sende stævningen for at pløje os direkte til sagens kerne, nemlig at der er tale om personoplysninger, og det er som sådan er helt uinteressant, om de er korrekte eller ej. De skal bare ikke offentliggøres.

Både Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug og Landbrug & Fødevarer, som alle har fulgt sagen tæt, er blevet spurgt, om de har lyst til at være med på stævningen. De andre producentforeninger har takket ja uden tøven, og indgiver begge bi-interventionserklæringer til støtte for vores sagsanlæg, mens Landbrug & Fødevarer har valgt at anvende deres almene og juridiske argumenter over for Fødevarestyrelsen uden at blande retssystemet ind i sagen.

Det er selvfølgelig også en slags strategi, men eftersom vi indgav juridisk responsum allerede i marts, så er det ikke, fordi Fødevarestyrelsen ikke kender vore synspunkter, og vi skønner, at der er snakket nok. Vi er nødt til at vise, vi mener det alvorligt, og Fødevarestyrelsen skal tvinges til at spørge jurister fra superligaen og ikke bare deres husalfer om råd og vejledning.

Læs også