New Holland viser nye tærskere og traktorer

Gæster ved Agritechnica kan se flere nyheder på New Hollands stand

New Holland viser i disse dage deres nye CX-tærskerserie frem på Agritechnica. Den nye serie har to modeller med fem rystere og fire modeller med seks rystere.

CX-serien er nu udvidet med den nye CX8.85, som er en 450 hestes model med seks rystere og en korntank på 12.500 liter. CX8.90 er seriens topmodel med 490 hestekræfter, en stor 12.500 liter korntank.

- Den nye CX-serie er seneste generation efter at udviklingen startede i 2001 med lanceringen af de første CX modeller, siger Lars Skjoldager Sørensen, chef for New Hollands Harvesting Product Management.

Den nye CX-serie har høj kapacitet og har flere af de velkendte New Holland teknologier som Opti-Speed, Opti-Clean og samt ECOBlue Hi-eSCR-motoren, der lever op til Tier 4B-kravene.

- Maskinstationer og landmænd, der dyrker flere forskellige afgrøder, kan eksempelvis nemt og hurtigt skifte mellem forskellige afgrøder, hvilket øger produktiviteten betydeligt, fremhæver han om den nye CX serie.

Stor korntank

Tærskeren er udstyret med New Hollands Harvest Suit Ultra-kabine. Kabinen leverer komfort og sikrer støjsvagt arbejdsmiljø med god plads. Støjniveauet er på blot 73dB.

De nye CX8.85- og CX8.90-tærskere har en korntank på hele 12.500 liter. Tanken kan åbnes og lukkes fra førersædet, og tømmehastigheden er forøget med 14 procent. Ifølge New Holland kan korntanken på 12.500 liter stadig tømmes på under to minutter.

Nye traktormodeller 

Udover nye tærskere, så udstiller New Holland også de nye traktormodeller, T7.290 og T7.315. Producenten er gået efter at skabe mest mulig alsidighed i de nye traktorer.

- Traktorerne er perfekte til mange opgaver inden for landbruget, hvor der er behov for en større traktors kraft sammen med en mellemstor traktors alsidighed, forklarer Sean Lennon, der er chef for traktorer og teleskoplæssere.

- De kan klare opgaver, som normalt klares af større traktorer. De er perfekte til gårde og maskinstationer, hvor traktorerne skal kunne klare flere forskellige opgaver, lyder det.

Læs også