Det årlige stormøde i den danske afdeling af European Dairy Farmers (EDF) tager sin begyndelse med en rundvisning på Andekærgård på Tåsinge, der har været inde i en rivende udvikling i de seneste år.
Sådan kan vi avle os til bedre bundlinje.
Det er overskriften på det årlige stormøde i European Dairy Farmers danske afdeling, der finder sted onsdag den 22. november, og som tager sin begyndelse på Andekærgård på Tåsinge i Det Sydfynske Øhav.
Her har det unge landmandspar på Andekærgård, Louise og Rik Kool, på relativt få år forvandlet Andekærgård fra en bedrift med 180 køer til nu at omfatte 1.400 jerseykøer.
Fra 180 til 1.400 køer
Og den store besætning kan deltagerne på stormødet glæde sig til selv at tage i øjesyn, når Rik Kool viser rundt og fortæller om udviklingen, der blev indledt med at besætningen skiftede race.
Der er dermed lagt op til, at interesserede mælkeproducenter kan få gratis inspiration og dyrke netværket af kolleger fra store dele af landet.
Efter rundvisningen på Andekærgård, fortsætter programmet i Tåsinge Hallens Café, hvor der efter frokost og netværk ses nærmere på bedriftens tal.
Styr på omkostningerne
Under eftermiddagens program vil man kunne høre Rik Kool give et indlæg med titlen Cost of Production, og det vil blive efterfulgt af Jacob Lykke fra Seges, der fokuserer på avlsarbejdet.
Derefter handler det ikke mindst om genetik: Dels med et indlæg af Malthe Ebbesen fra Viking Danmark og dels Arie Rombouts, som repræsenterer BreednCare.
Dagen, der begynder klokken 9.30 på Andekærgård på Tåsinge, afsluttes med en paneldebat i Tåsinge Hallens Cafe.
Alle interesserede mælkeproducenter er velkomne, men tilmelding til arrangementet er nødvendig.
European Dairy Farmers
Den danske afdeling af European Dairy Farmers (EDF) består af omkring 30 landmænd, som kendetegnes ved at være innovative, moderne og fremtidsorienterede mælkeproducenter.
Alle medlemmer har et erklæret mål om at ville udvikle og effektivisere deres landbrug, og de er ikke bange for at udfordre sig selv ved eksempelvis at foretage sammenligninger og benchmarking omkring, hvordan de præsterer i forhold til kollegerne.
Kilde: European Dairy Farmers