Den danske biogasvirksomhed Lundsby Renewable Solutions, med base i Løgstrup lidt nord for Viborg, har taget en stor beslutning.

Bestyrelsen i virksomheden har valgt at skifte adm. direktør med virkning fra 1. april. Det betyder, at Niels Pedersen, der har siddet i direktørstolen siden 2021 og udviklet virksomheden til at levere nogle af verdens største og mest effektive biogasanlæg, snart er fortid.

Under hans ledelse er Lundsby Renewable Solutions gået fra at være en dansk aktør til at være solidt etableret i både Sverige og Finland, ligesom organisationen og omsætningen er tredoblet i perioden.

Konsolidering og internationalisering

Niels Pedersen har på få år formået at rykke virksomheden til næste niveau, men Ikke desto mindre har bestyrelsen ment, at tidspunktet er rigtigt til at få ny kræfter ind.

- Vi havde ikke opnået de sidste tre års vækst uden Niels Pedersens stærke markedsfokus. Nu står vi over for en ny udfordring: at konsolidere vores position og sikre en stærkere internationalisering af virksomheden. Det kræver en ny ledelsesprofil, og her ser vi Carsten Nielsen som den rette til at løfte opgaven, forklarer Jørgen Yde, bestyrelsesformand i Lundsby Renewable Solutions, i en pressemeddelelse.

Carsten Nielsen sætter sig i direktørstolen den 1. april og kommer fra en stilling som adm. direktør i K2 Management A/S. Han har derfor omfattende erfaring med at lede internationale projektvirksomheder.

Hans baggrund inden for organisationsopbygning og internationalisering gør dem, ifølge bestyrelsen, derfor til den rette profil til at tage biogasvirksomheden ind i næste fase.

Carsten Nielsen er ny adm. direktør i Lundsby Renewable Solutions fra 1. april. Foto: Lundsby Renewable Solutions

Carsten Nielsen er ny adm. direktør i Lundsby Renewable Solutions fra 1. april. Foto: Lundsby Renewable Solutions

Enormt potentiale

Selv glæder den nye direktør sig til at komme i gang med arbejdet, og Carsten Nielsen føler sig overbevist om, at Lundsby Renewable Solutions kan tage det næste skridt i vækstfasen.

- Lundsby (Renewable Solutions red.) har gennemgået en imponerende vækstrejse, og jeg ser et enormt potentiale i virksomheden. For at kunne imødekomme den stigende internationale efterspørgsel er det afgørende, at vi styrker det organisatoriske setup. Det bliver et centralt fokusområde for mig i den kommende tid, siger han.

Carsten Nielsen forklarer ligeledes, at selvom det er ham, som kommer til at sidde i direktørstolen, så kræver det et stærkt team at fortsætte udviklingen.

- Jeg ved, at der er mange engagerede og dygtige mennesker i Lundsby – både i organisationen, bestyrelsen og ejerkredsen. Jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med dem for at sikre, at virksomheden står endnu stærkere i fremtiden, fortæller han.

Næste skridt

Lundsby Renewable Solutions har siden etableringen i 1995 leveret knap 50 nøglefærdige biogasanlæg – primært i Danmark.

I takt med at biogas spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling og fremtidens forsyningssikkerhed, er den midtjyske biogasvirksomhed nu klar til at accelerere sin internationale ekspansion og fastholde sin position som en af de førende aktører inden for biogas.

Lundsby Renewable Solutions beskæftiger knap 100 medarbejdere med specialistviden inden for branchen.