Fødevarevirksomhed melder sig ind i ØL: Vil styrke økologien i Danmark og på eksportmarkeder
Med økologiske varer for over 400 millioner kroner årligt går fødevaregiganten Dragsbæk nu aktivt ind i kampen for at sikre rammerne for økologien i Danmark og styrke eksporten.

Fra venstre: Henrik Lund, Rasmus Prehn og Christian Munk. Fotos: Dragsbæk
Dragsbæk tager nu et markant skridt i retning af at styrke økologien i Danmark. Virksomheden, som årligt omsætter for mere end 2 milliarder kroner, hvoraf over 25 procent stammer fra økologiske produkter, har meldt sig ind i Økologisk Landsforening. Medlemskabet er et klart signal om, at Dragsbæk vil tage et medansvar for udviklingen af økologien – både herhjemme og i udlandet.
- Der er et behov for at styrke økologien i Danmark og bidrage aktivt til udviklingen af både markedet og rammevilkårene. Vores medlemskab i Økologisk Landsforening er et naturligt skridt for at understøtte denne dagsorden og sikre, at økologi bliver ved med at være en vækstdriver for erhvervslivet og samfundet generelt, siger Christian Munk, adm. direktør hos Dragsbæk, i en pressemeddelelse.
Stærk opbakning fra industrien
Hos Økologisk Landsforening glæder adm. direktør Rasmus Prehn sig over opbakningen fra Dragsbæk, som i forvejen har en stærk position med en bred portefølje af økologiske produkter – både til danske forbrugere og til eksportmarkeder som Tyskland.
- Det er utroligt vigtigt, at danske fødevarevirksomheder står sammen om udviklingen af økologien, som er én af Danmarks styrkepositioner. Derfor er det også et stærkt signal om økologiens potentiale, når en stor fødevarevirksomhed som Dragsbæk melder sig ind i vores organisation. Det er et kæmpe boost, siger Rasmus Prehn.
Økologien i Danmark har haft modvind de seneste år, hvor det økologiske landbrugsareal er faldet tre år i træk. Salget af økologiske varer viser dog igen fremgang, og initiativer som Det Økologiske Spisemærke og det røde Ø-mærke er centrale redskaber i indsatsen for at fremme forbrug og produktion af økologi.

Dragsbæk omsætter økologiske produkter for mere end 400 millioner kroner om året.
Eksport, klima og dansk råvareforsyning
Dragsbæk har en stærk position på eksportmarkedet og står årligt bag økologiske varer for over 400 millioner kroner – heraf går mere end halvdelen til udlandet. Christian Munk ser potentiale for yderligere vækst, især internationalt.
- Der er klart et behov for, at vi står sammen som fødevarebranche for at sikre en fortsat vækst på økologiområdet – ikke mindst på en række eksportmarkeder, hvor der er et stort potentiale for at udbrede økologiske produkter, som Danmark både er kendt og anerkendt for, siger han.
Henrik Lund, tidligere direktør for Naturli’, nu direktør for grøn omstilling i Dragsbæk og formand for Plantebranchen, skal spille en central rolle i samarbejdet med Økologisk Landsforening.
- Et større fokus på økologi er centralt for klimaet. Vi skal passe på vores natur og vores drikkevand. Og det kræver en omlægning. Og så skal vi gøre det mere attraktivt og tilgængeligt for forbrugerne at spise økologisk. Det ser jeg frem til at samarbejde med Økologisk Landsforening om, siger Henrik Lund.
Klar til at investere i råvaregrundlaget
Dragsbæk har allerede et veletableret netværk af danske, økologiske råvarer – blandt andet havre og raps – og vil nu styrke adgangen yderligere gennem investeringer og partnerskaber. Det er nødvendigt, mener Christian Munk, hvis økologien skal have langsigtede vækstmuligheder.
- Vi vil ikke kun producere økologiske varer, men også tage ansvar for at sikre gode rammebetingelser for økologi i Danmark. Vi ser frem til et tæt samarbejde med Økologisk Landsforening og andre aktører i branchen, siger han.