Efter salg af biogas: Nordjysk svineproducent leverer 334 mio. på bundlinjen
Den nordjyske svineproducent Karen Kirketerp har via selskabet KK Invest 2020 solgt aktiemajoriteten i biogasanlægget Sindal Biogas, og det giver plus på bundlinjen.

Salget af aktiemajoriteten i Sindal Biogas ses tydeligt på bundlinjen hos KK Invest 2020. Arkivfoto
Den nordjyske svineproducent Karen Kirketerp har scoret en stor økonomisk gevinst, efter hun i maj 2024 solgte aktiemajoriteten i Sindal Biogas til Copenhagen Infrastructure Partners (CIP).
Gennem sit selskab KK Invest 2020, som hun ejer med sin mand Morten Glenthøj, opnåede hun i seneste regnskabsår et overskud på 334,7 millioner kroner, og i ledelsesberetningen fremgår det, at salget af en væsentlig andel af dattervirksomheden Sindal Biogas har medført en for selskabet væsentlig avance i regnskabsåret.
KK Invest ejede ifølge AgriWatch 75 procent af biogasanlægget før salget, mens DBC ejede de resterende 25 procent. Nu ejer KK Invest 10-15 procent, mens CIP sidder på mellem 66,67-89,99 procent.
I ledelsesberetningen står der videre, at selskabets aktiver som følge af salget har ændret sig fra at være holdingselskab til alene at være kapitalanbringelse i værdipapirer.
Ledelsen erklærer sig tilfredse med årets resultat og forventer for indeværende regnskab et resultat før skat mellem 5-15 millioner kroner med baggrund i positive afkast på selskabets underliggende investeringer.
Egenkapitalen er i seneste regnskab steget fra 15,2 millioner kroner til 346,4 millioner kroner.