Amazone fortsætter med at styrke sin tilstedeværelse i USA, hvor man har været repræsenteret siden 1970’erne og nydt stor succes.

Den tyske producent af landbrugs- og havebrugsmaskiner skriver i en pressemeddelelse, at man har åbnet en ny afdeling i byen El Dorado i staten Kansas.

Med 2,62 hektar grundareal og et showroom og lager på 2.800 kvadratmeter bliver den nye afdeling et centralt knudepunkt for montage, opbevaring og distribution af landbrugsmaskiner til hele det amerikanske marked.

Afdelingen rummer ligeledes 150 kvadratmeter til kontorer, og dermed får det en vigtig rolle i virksomhedens fremtidige aktiviteter i Nordamerika.

Nøje udvalgt placering

At Amazone har valgt at åbne en afdeling i El Dorado er ikke tilfældigt. Byen ligger i hjertet af en af de vigtigste landbrugsregioner i USA og med en placering på Interstate 35 mellem storbyerne Kansas City og Wichita har Amazone nu en god transportforbindelse – både til USA’s næststørste jernbaneterminal og til flere fragtlufthavne.

Det giver optimale logistikforhold og gør samtidig leveringstiderne kortere for kunder og forhandlere.

Den seneste afdeling i El Dorado er en fortsættelse i styrkelsen af Amazones position i Nordamerika, hvor man de seneste år også har styrket sin position gennem datterselskaber i både Canada og USA.

Mens slutmontage fortsat bevares i Québec, markerer investeringen i Kansas et tydeligt signal om vækst og langvarigt engagement på det amerikanske marked, hvor man vil arbejde endnu tættere sammen med kunder og forhandlere om at imødekomme deres behov bedst muligt i fremtiden.

Business