Nellemann Machinery A/S har indgået en ny aftale med Egehøj Landbrugs- og Entreprenørmaskiner A/S.

Det betyder, at den Ringsted-baserede virksomhed, som er blandt Danmarks største leverandører af professionelle vej-, park-, græs-, landbrugs- og entreprenørmaskiner, fremover har sig en fynsk samarbejdspartner med base ved Vejle tæt på Broby, når det handler om Kubota-maskiner.

Aftalen omfatter både service og salg, ligesom den er et led i Nellemann Machinerys arbejde med at sikre lokal forankring, så kunder i nærområdet har nem adgang til kompetent service og rådgivning tæt på deres daglige drift.

Et oplagt samarbejde

Egehøj Landbrugs- og Entreprenørmaskiner ser det nye samarbejde som en oplagt forlængelse af måden, virksomheden i forvejen arbejder tæt sammen med sine kunder på.

- Vi er rigtig glade for samarbejdet med Nellemann Machinery. Kubota har nogle rigtig gode maskiner, og det er vigtigt for os at kunne tilbyde vores kunder et sortiment, vi kan stå inde for – både når det gælder maskinerne, men også den opbakning, der følger med, siger Martin Krogh Nielsen, grundlægger af Egehøj Landbrugs- og Entreprenørmaskiner, i en pressemeddelelse.

Egehøj Landbrugs- og Entreprenørmaskiner er et veletableret serviceværksted med mere end 20 års erfaring og en stærk lokal tilstedeværelse i hjertet af Fyn. Historisk set har virksomheden haft sit primære fokus på service og vedligehold, og netop den tilgang har været afgørende for, at Nellemann Machinery og Egehøj Landbrugs- og Entreprenørmaskiner har set meningen i et samarbejde.

- Der er en tydelig tendens i branchen til, at lokale salg- og serviceforretninger forsvinder. Vores tilgang er, at nærhed stadig betyder noget – især når det handler om service og oppetid, siger Lars Rævsager, salgs- og marketingchef hos Nellemann Machinery, og fortsætter:

- Derfor arbejder vi bevidst med lokale samarbejdspartnere som Egehøj, der kan være tæt på kunderne og sikre hurtig hjælp, også i yderområderne.

Mindst mulig nedetid

Nellemann Machinery glæder sig også over aftalen med Egehøj Landbrugs- og Entreprenørmaskiner, da man på den måde sikrer, at Kubota-kunderne ikke skal gå på kompromis med deres oppetid.

Selvom Nellemann Machinery fortsat står for en stor del af både salg og service, giver samarbejdet med den fynske forhandler mulighed for, at man kan være endnu tættere på kunderne dér, hvor geografien ellers kan spille ind.

- Hurtig service er en af grundstenene i vores forretning. Maskinerne skal køre, og når der opstår behov for hjælp, skal det løses så hurtigt som muligt. Med Egehøj får vi en partner, der sætter en ære i at holde kundernes maskiner kørende, og som kender både området og kunderne indgående, siger Lars Rævsager.

Et nyt kapitel

Med aftalen får Egehøj Landbrugs- og Entreprenørmaskiner mulighed for at fungere som Nellemann Machinerys forlængede arm på Fyn, når det gælder salg og service af Kubotas brede modelprogram, der spænder fra den lille EK1-261 på 26 hk. Til en M7-174 på 175 hk.

- Det betyder meget for os at kunne vise maskinerne frem og give kunderne mulighed for at se dem i praksis. Mange af vores kunder stoler på, at vi kan rådgive dem til den rigtige løsning, og med Kubota får vi et bredt sortiment, hvor vi kan dække deres behov, forklarer Martin Krogh Nielsen.
 

Tættere på fynske kunder

For Nellemann Machinery handler samarbejder i høj grad om, at man også vil styrke sin relation til de fynske Kubota-kunder, ligesom man vil sikre, at hjælpen aldrig er langt væk, skulle uheldet være ude.

- Med Egehøj som samarbejdspartner styrker vi vores lokale tilstedeværelse og sikrer, at Kubota-kunderne har et sted at henvende sig, når det gælder både service og rådgivning. Det er sådan, vi gerne vil arbejde med markedet – tæt på kunderne og med fokus på at få deres hverdag til at fungere gnidningsfrit, siger Lars Rævsager.
 

Business