Maskinproducent køber amerikansk konkurrent

En dansk producent af landbrugsmaskiner med base i Esbjerg har opkøbt en opkøbt amerikansk konkurrent.

Den danske producent af maskiner til klovbeskæring KVK Hydra Klov A/S, som er en del af Granly Gruppen i Esbjerg, har pr. 1. juni opkøbt den amerikanske konkurrent Appleton Steel Inc. med lokation i byen Appleton, Wisconsin.

Det oplyser KVK Hydra Klov i en pressemeddelelse.

Komplimenterer hinanden

- Opkøbet af Appleton Steel Inc. er blevet en realitet efter en længere periode med god dialog mellem begge parter på hver sin side af Atlanten, lyder det fra KVK Hydra Klov, der oplyser, at virksomheden med opkøbet samler to virksomheder med omfattende erfaring indenfor udvikling og produktion af klovbeskæringsmaskiner.

- Appleton Steel Inc. har med 25 års erfaring skabt det førende brand indenfor klovbeskæringsmaskiner i Nordamerika, mens KVK Hydra Klov gennem mere end 50 år har etableret sig som den ledende producent og brand af klovbeskæringsmaskiner i Europa og Asien, lyder det.

Dette opkøb er en enestående mulighed for at kombinere to globale producenter indenfor klovbeskæringsmaskiner med produktporteføljer og geografiske tilstedeværelse, der i udpræget grad komplimenterer hinanden.

Udnytter synergi

- Det er en fantastisk mulighed, hvor vi sammen kan anvende de synergier, der er mellem virksomhederne, og iværksætte vores nu fælles rejse mod kontinuerligt at forbedre og udvikle produkter til klovbeskæringsbranchen, lyder det fra Palle Fjord Thomsen, der er administrerende direktør i KVK Hydra Klov.

Han understreger, at det hele tiden har været virksomhedens mission at skabe værdi og vækst gennem solidt håndværk med fokus på kvalitet, enkelthed og brugervenlighed uden at gå på kompromis med dyrevelfærden.

- Det vil fortsat være vores mission, og vi glæder os til at kunne bringe dette videre til endnu flere brugere rundt omkring i verden.

Læs også