Andelsejet forædlingsselskab køber 20 hektar og nye faciliteter

Såsædsforædlingsselskab Nordic Seed, der er ejet af Danish Agro og Vestjyllands Andel, køber nu forædlingsstationen i Dyngby ved Odder, som man hidtil har lejet. Med i handlen følger også 20 hektar jord.

Sælger er Pajbjergfonden, der fortsat vil være en tæt strategisk partner for Nordic Seed som udlejer af jord til forsøgsmarker. Det skriver Danish Agro i en pressemeddelelse.

- Købet af forædlingsstationen er et vigtigt skridt i udviklingen af Nordic Seed. Med ejerskab over bygningerne i Dyngby og mere plads at boltre os på kan vi klargøre vores forestående udbygningsplaner. Lokationen har en optimal beliggenhed med gunstige jordforhold og en placering tæt på universitetet i Aarhus, siger Kim Bonde Petersen, adm. direktør i Nordic Seed.

Nordic Seed blev etableret i 2007 gennem en sammenlægning af forædlingsaktiviteterne i Pajbjergfonden ved Dyngby, Abed Fonden ved Holeby samt såsædsaktiviteterne i DLA Agro.

Siden har selskabet udviklet sig markant, og i de 16 år har selskabet øget antallet af forædlingsprogrammer fra 2 til 14, mens antallet af medarbejdere er tredoblet, så der i dag er cirka 60 ansatte i Danmark.

- Vi ser fortsat store muligheder for at udvikle Nordic Seed, og vi har mange spændende nye sorter på vej i de kommende år, der kan skabe værdi for landmændene. Det gælder både forædling af traditionelle arter og et stigende engagement i plantebaserede fødevarer, forklarer Kim Bonde Petersen.

Nordic Seed er aktive på en række nordeuropæiske markeder. Det indbefatter blandt andet sortsafprøvninger i Danmark, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland.

Læs også