Danske Lyras åbner afdeling i Holland, Frankrig, Spanien og Sydafrika efter stor global interesse for virksomhedens energi- og vandbesparende erstatning for pasteurisering, raslysering.
Danske Lyras, hvis erstatning for pasteurisering ifølge virksomheden selv sparer 60 til 80 procent vand og 60 til 90 procent energi i forhold til pasteurisering, får stor opmærksomhed i hele verden. Derfor har virksomheden nu åbnet afdelinger i Holland, Frankrig, Spanien og Sydafrika.
- Ud over de fire lande har vi også gode partnere i mange andre lande. Vores mål er, at fødevare- og procesindustrien skal have sparet mindst en million tons CO2 med vores teknologi allerede i 2030. Derfor kan vi ikke nøjes med at gøre en forskel i Danmark, fortæller Mark Kalhøj Andersen, marketingdirektør, CCO, hos Lyras, i en pressemeddelelse.
- Lige nu er det europæiske marked vigtigt for os, men vi har også amerikanske samarbejdspartnere, som vi viser stort potentiale, så USA er derfor det naturlige næste skridt for os.
Højere udbytte og fuld mikrobiel kontrol
Ud over at spare vand og energi og dermed reducere miljøpåvirkningen giver Lyras’ teknologi, raslysering, højere produktudbytte og opretholder fuld mikrobiel kontrol med lavere driftsomkostninger.
Råvarens værdifulde proteiner bevares i oprindelig form, da produktet ikke opvarmes. Teknologien sikrer høj fødevarekvalitet i uigennemsigtige væsker som fx mejeriprodukter, læskedrikke, cider og vin takket være ultraviolet lys og unik hydraulik, der effektivt inaktiverer mikroorganismer. Når teknologien anvendes til erstatning af dybdefiltrering, sikres højere udbytte og øget automatiseringsgrad i produktionsprocessen.
- Vi er meget stolte af at kunne bidrage til reduktion af CO2-udledningen fra fødevare- og procesindustrien ved at erstatte gammeldags mikrobiel kontrol som pasteurisering og filtrering med morgendagens energi- og vandbesparende teknologi, raslysation, siger Mark Kalhøj Andersen.
Prisbelønnet og populær
Raslysering inaktiverer effektivt bakterier og andre mikroorganismer i væsker og sparer samtidig 60 til 80 procent vand og 60 til 90 procent af den energi, som traditionel pasteurisering kræver.
Produktets smag og struktur bevares, da opvarmning undgås. Med raslysering kan fx et mejeri med et enkelt anlæg fra Lyras nedsætte sit energiforbrug og dermed CO2-udslip årligt med cirka 850 tons.
Lyras’ mål er at implementere raslysering i fødevareproduktion over hele verden og dermed både bidrage til at reducere verdens samlede CO2-udledning og til at øge fødevaresikkerheden markant globalt. Den globale efterspørgsel på raslysering er stærkt stigende. Teknologien er solgt i USA, Tyskland, Australien, Spanien, Holland, Sverige og Danmark.
Virksomheden er hædret med adskillige priser, bl.a. titlen EY Entrepreneur Of The Year 2021 i kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact, prisen Sustainable Food Processing 2022 og senest prisen Food Tech Innovation Award 2023 – Most innovative FoodTech i forbindelse med den internationale fødevaremesse Food 4 Future, World Food Summit i Bilbao.
Fakta om Lyras og raslysering
Lyras har udviklet teknologien raslysering, der inaktiverer mikroorganismer i drikkevarer og andre uigennemsigtige væsker ved hjælp af UV-lys.
Teknikken er langt mindre energikrævende end traditionel pasteurisering og filtrering. Med raslysering spares derfor mellem 60 og 90 procent energi og 60 til 80 procent vand i forhold til traditionel pasteurisering.
Hvis fx et mejeri, som producerer 40 tons valle i timen, går over til raslysering i stedet for traditionel pasteurisering, vil det (baseret på EU gennemsnit) udlede cirka 850 tons CO2 mindre om året. Det svarer til energiforbruget ved at køre 164 gange rundt om jorden i en almindelig familiebil.
Raslysering benytter en UV-lyskilde, kombineret med et lysfilter, der koncentrerer en bestemt type UV-lys. Væsken ledes forbi lyskilden i en kontrolleret bevægelse, så alt belyses. Dermed inaktiveres alle uønskede mikroorganismer effektivt. Samtidig bevares mere af den oprindelige smag samt vitaminer og proteiner.