Den østdanske forhandler af landbrugsmaskiner, Sivertsen A/S, har set ind i et vækst-år for regnskabsåret 22/23, hvor man blandt andet har løftet bundlinjen fra 953.946 til 1,8 millioner kroner. Og trods et afbrudt samarbejde med New Holland har maskinhandleren ro i maven for fremtiden.
Dagene med New Holland i porteføljen er muligvis slut, men det er væksten hos maskinhandleren Sivertsen A/S imidlertid ikke.
Virksomheden har præsenteret sit regnskab for den skæve regnskabsperiode, der går fra 1. oktober 2022 til 30. september 2023. Her fik man et driftsresultat på 3 millioner kroner, samt en bruttofortjeneste på 28,9 millioner kroner, hvilket er en stigning fra året før, hvor driftsresultat lød på 1,6 millioner kroner og bruttofortjenesten på 26,7 millioner kroner.