Danmarks største fjerkræproducent, HKScan Denmark, er den første fødevareproducent i Danmark, der producerer kyllinger, der opfylder de internationale ECC-krav til dyrevelfærd.
- Stop produktionen af turbokyllinger.
Sådan har slagordene lyt fra en række prominente dyrevelfærdskæmpere og forbrugere. Og det har fået flere producenter til at kigge samme vej.
Salling sætter turbo på kyllingevelfærd
HKScan Denmark har over de seneste år også oplevet en stigende interesse for langsommere voksende kyllinger fra foodservice- og detailkunder. Derfor valgte virksomheden i 2022 at udvide sortimentet med kyllingeprodukter fra langsommere voksende kyllinger, og nu udvides sortimentet endnu engang. Denne gang med såkaldte »ECC-kyllinger«.
- Vi har valgt at begynde produktion af ECC-kyllinger, fordi ECC er en europæisk standard, der er efterspurgt af vores kunder og anerkendt af internationale dyrevelfærdsorganisationer, som værende »Better Chicken Welfare«. Indføring af ECC giver et ekstra løft til vores kontinuerlige arbejde med at forbedre dyrevelfærden i vores produktion fra stald til bord, siger Jukka Nikkinen, vicekoncerndirektør, hos HKScan Denmark i en pressemeddlelse.
Den internationale dyrevelfærdsstandard, European Chicken Commitment (ECC) er udarbejdet af verdens ledende dyreværnsorganisationer, herunder Compassion in World Farming (CiWF), Anima og Dyrenes Beskyttelse.
Om HKScans ECC-kyllinger
-
HKScan Denmarks ECC-kyllinger bliver af racen Ranger Gold. Det er en langsommere voksende race end den konventionelle kyllingerace, Ross 308.
-
ECC har ikke krav til alder ved slagtning, men vi forventer, at danske ECC-kyllinger vil være slagtemodne efter cirka 48 dage. Det betyder, at kyllingerne af denne race først er slagtemodne op mod cirka 14 dage senere end konventionelle kyllinger.
-
ECC-kyllinger får 33 procent mere plads i stalden end konventionelle kyllinger, og 27 procent mere plads end 1-hjertede kyllinger.
-
ECC-kyllingerne har adgang til siddepinde og rodemateriale i stalden, som er udformet, for at kyllingerne skal være aktive og udøve naturlig adfærd
-
Vores ECC-kyllinger går i stalde med vinduer, så de får naturligt lys under hele deres opvækst
-
Der er tredjepartskontrol med revision
-
ECC-kyllingerne gasbedøves direkte i transportkasserne lige inden slagtning.
Oplever stor efterspørgsel
Efterspørgslen efter ECC-kyllinger er meget høj på verdensplan. 270 store, multinationale aktører som KFC, Marks & Spencer og Q8 har forpligtet sig til at sælge ECC-certificeret kylling i løbet af 2026, og flere af HKScans foodservice-kunder har gennem længere tid efterspurgt muligheden for at købe danske kyllinger, der opfylder de internationale ECC-krav til dyrevelfærd.
Blandt de foodservicekunder, der ser med interesse på HKScans nye tiltag, er den store danske restaurant-kæde Flammen.
- Hos Restaurant Flammen arbejder vi kontinuerligt på at inkorporere produkter med høj dyrevelfærd. Vi har siden efteråret 2023 haft dansk 2-hjertet velfærdskylling på buffeten i vores 17 restauranter landet over, fordi vi gerne vil give vores gæster mulighed for at spise med hjertet. Men vi kan stadig gøre det bedre, og derfor ser vi med interesse på HKScans udmelding om, at de nu begynder produktion af danske ECC-kyllinger, siger Morten Slot Knudsen, produkt- og kvalitetschef, hos Restaurant Flammen..
- Det har kostet os et voldsomt, voldsomt stort millionbeløb
Også hos Q8 modtages nyheden om HKScans fremtidig dansk produktion af ECC-kyllinger med stor interesse:
- Jeg er meget glad for, at HKScan nu begynder at producere danske ECC-kyllinger. Sidste sommer introducerede vi 2-hjertet dansk velfærdskylling fra Rose Kylling for vores kunder, som en del af et nyt sandwichkoncept med fokus på kvalitet, velsmag og ansvarligt producerede råvarer, og vi har forpligtet os til EU’s standard for ECC-kyllinger fra 2026, da god smag og kvalitet skal hænge sammen. Det glæder mig derfor, at vi snart kan fortsætte samarbejdet med HKScan med et endnu højere fokus på dyrevelfærd, siger Martin Stilhoff, der er Strategy & Innovation Food Manager for Q8 i Danmark.
Fjerkræproducenten er netop nu i gang med de sidste forberedelser til den nye ECC-produktion, og de første kyllinger med den forøgede dyrevelfærd forventes i handlen fra ultimo 2024.
Konkurrenten Danpo udfasede turbokyllinger i en satsning mod produkter med større dyrevelfærd, men lav efterspørgsel grundet krig og inflation endte med at koste HKScan-rivalen et trecifret millionbeløb