Danish Crown justerer priser for slagteservice

Danish Crown har pr. 1. april valgt at justere priserne for retur- og nødslagtninger. Det oplyser slagterigiganten.

Fremover opkræver slagteriet 3,50 kroner pr. kilo for slagtning og udlevering af dyr i forbindelse med returslagtninger. Samtidig skal andelshavere betale 600 kroner for en nødslagtning. For en ikke-andelshaver er prisen for samme service 1.200 kroner. 

- Det er vigtigt for os alle, at enhver betaler sin egen regning, og derfor justerer vi nu priserne fra d. 1. april efter ellers at have holdt dem i ro i mange år. Det sker for at fællesskabet ikke afregnes for en særlig service til den enkelte, siger Ejvind Kviesgaard, der er afdelingschef i Danish Crown Ejerservice Beef.

Samtidig justeres der også i afhentningen for at optimere på ressourcerne, så der indføres gebyr ved afhentning af kun ét dyr. Det gælder både returslagtninger samt almindelige tilmeldinger til slagtning i Danish Crown Beef.

- Afhentningen af dyr sker efter aftale med den lokale vognmand, og det fungerer godt. Vi er dog nødt til at kigge på, hvordan vi bruger ressourcerne mest korrekt og optimerer hele vejen rundt. Derfor henstiller vi til, at der fremover hentes mindst to dyr på ejendommen. Hvis det ikke er muligt, altså afhentningen består af ét dyr, vil der blive indført et gebyr på afhentningen, siger Ejvind Kviesgaard.

Læs også