Grøn skattereform for landbruget

Af Iben Krog, folketingskandidat for Venstre i Sjællands Storkreds

Det er for mange en naturlov, at hvis man er erklæret liberal, så er man ligeledes erklæret imod alle afgifter og skatter. Det er imidlertid ikke en naturlov, jeg abonnerer på. Jeg er liberal, og jeg forholder mig skeptisk overfor mange af vores besynderlige afgifter i det her land.

CO2-afgiften giver imidlertid mening – hvis den vel og mærke laves rigtigt. For hvad nytter det, hvis vi alligevel bare sender vores udledninger til udlandet, og hvad nytter det ,hvis Danmarks CO2 udledning falder, samtidigt med at verdens udledning stiger.

Danmark eksporterede landbrugsvarer for 162 milliarder i 2019, hvilket er bevis for vores unikke mulighed om, at lille Danmark kan påvirke betydelig mere, end blot det danskerne selv spiser – men også hvad resten af verden spiser.

Den mulighed smuldrer, hvis man unødvendigt blot synes, at alle danske landmænd skal straffes unødigt. At man i det hele taget laver en CO2-afgift, er hverken fordi, man frygter kuldioxiden i sin Coca-Cola eller sodastream, men derimod den drivhuseffekt, som desværre følger med, når vi for eksempel brænder fossile brændsler af.

Fordi vi skylder at aflevere vores land og vores klode videre til de kommende generationer i akkurat lige så god stand eller sågar endnu bedre, end som da vi selv modtog den.

Hvilket lige nu betyder, at vi skal reducere vores CO2-udledninger, og at vi skal gøre det smart.

Urolige forventninger

Vi har lige fået en bred aftale i hus om en generel høj ensartet CO2-afgift, men vi mangler til gengæld stadig den afgift, som skal pålægges landbruget. Vi får en »ekspertvurdering« til efteråret, som vil komme med en indstilling til, hvordan de mener, den bør se ud.

Jeg har urolige forventninger til den, og håber først og fremmest, at den også bliver bred. Jeg forventer derudover, at man husker, hvilke positive bidrag som landbruget har til klimaforandringerne. Vi omtaler eksempelvis ofte regnskoven som »verdens lunger«, eftersom de er lager for en masse CO2, som sidenhen omdannes til ilt og dermed har en enorm nytte.

Når regnskoven ikke bliver fældet, og træerne dør en naturlig død i stedet, så bliver meget af deres optagne CO2 frigivet igen. Det sker imidlertid ikke på de danske landbrugs marker.

Så hvad kalder vi egentlig dem? Den danske støvsuger? For der er altså tale om marker, som hver eneste år optager CO2, for at omdanne det til ilt igen. Det er desuden afgrøder, der sidenhen høstes, hvor de bagefter for eksempel ender hos grønthandlerne og nede i maverne.

Den forråelsesproces sker hverken for de danske korn, majs eller roer, og det bør man huske, når man vil til at pålægge landbruget en CO2-afgift.

For hvis en CO2 afgift nogensinde skal give mening, og man skal til lommerne, når man udleder CO2 – så må man vel omvendt også få noget ned i lommerne, når man så optager CO2.