Renterne har også forskellige årstider
Landbrugskunder med helt eller delvist variabelt forrentede realkreditlån bør bruge lavrentemiljøet til at overveje, om her og nu-situationen fylder for meget.

Forudsigeligheden i den faste rente kan for eksempel være god at have med i billedet ved planlægning af et forventet senere generationsskifte i familien, skriver landbrugsdirektøren i Nykredit i klummen. Foto: Colourbox
Nordeuropæisk kultur er præget af, at vi har tydelige sommer- og vinterperioder, og vi kan ikke bare hente maden uden for døren hver dag og dermed koncentrere os om her og nu-situationen.
Det har været nødvendigt at tænke frem og bruge nogle af sine kræfter i sommerperioden på at samle forråd, så man kunne opretholde et godt liv både sommer og vinter.
Reelt er det en risikostyring med sikring af forudsigeligheden for hele året baseret på erfaringer for de skiftende årstider. Og ligesom årstiderne skifter, skifter rentemiljøet også.
I dag står vi med historisk lave renter. Mange af de variabelt forrentede lån har negativ rente, og fastrenteobligationerne med 30 års løbetid har den seneste periode været på 1,0 procent.
Langsigtet planlægning
Landbrugskunder med helt eller delvist variabelt forrentede realkreditlån bør bruge lavrentemiljøet til at overveje, om her og nu-situationen fylder for meget i valget i forhold til evnen til og muligheden for også at kunne vælge et fastforrentet lån som en del af finansieringen.
Rigtig mange har benyttet sig af fastrenteobligationerne med 1,0 procent rente, og serierne er blevet store og meget valide, hvilket har stor betydning. Landbrugskunder har også været aktive i at konvertere eksisterende fastrentelån.
- Her er det vigtigt, at man har en klar strategi for sin samlede finansiering og den langsigtede ønskede fordeling mellem anlægsfinansiering og driftsfinansiering
Der er dog relativt få fastrentelån i landbruget generelt, hvor cirka 15 procent af realkreditlånene på markedsniveau er med fast rente. De resterende 85 procent af lånene kan således ikke konverteres fra en højere fast rente til de nuværende 1 procent i fast rente. Men de kan selvfølgelig normalt låneomlægges, så det eksisterede variabelt forrentede lån indfries og erstattes af et fastforrentet lån.
Dyrere gæld
Ved en låneomlægning er der p.t. ikke en aktuel rentebesparelse, da den variable rente er lavere end den faste. Hvorvidt det er aktuelt at låneomlægge til delvist eller helt fastforrentet realkreditfinansiering er et individuelt spørgsmål.
Hvis man ikke har »luft« i sin økonomi til at kunne låneomlægge til aktuelt fastrenteniveau, er det jo naturligt at fastholde den variable rente fuldt ud. Men man må så nok alligevel se nøje på strukturen i sin økonomi, for det kan være et opmærksomhedspunkt, hvis økonomien ikke kan honorere den aktuelle faste rente for i hvert fald en betydelig del af finansieringen.
Men man kan have anden meget dyrere gæld, som man afdrager på, og derfor prioritere absolut mindst mulig likviditetstræk på sit realkreditlån. Her er det vigtigt, at man har en klar strategi for sin samlede finansiering og den langsigtede ønskede fordeling mellem anlægsfinansiering og driftsfinansiering.
Forudsigelighed
I det hele taget er finansieringsstrategien og de mere langsigtede briller vigtige ved overvejelserne om låneomlægning, for umiddelbart er der en omkostning og øget likviditetstræk ved at vælge fastrentelån.
Til gengæld er fastrentelån med til at beskytte egenkapitalen ved større rentestigninger, idet kontantværdien af gælden generelt set vil falde ved en større rentestigning, mens gælden ikke falder betydende på et variabelt lån.
Og forudsigeligheden i den faste rente kan for eksempel være god at have med i billedet ved planlægning af et forventet senere generationsskifte i familien. Ved investeringer er der ofte mange usikkerhedsfaktorer omkring priser på produkter, omkostningerne til input, mv.
Her er der typisk behov for at nedbringe følsomhederne – og dermed risikoen. Renten er én af de umiddelbart tilgængelige instrumenter i den situation.