Selvom et digitalt dyrskue ikke kan sammenlignes med den traditionelle slags, glæder formanden for Hobro Dyrskue sig over, at årets digitale udgave af skuet har fået stor opmærksomhed landet over.
Selvom dyrskue-sæsonen 2020 er corona-aflyst – i hvert fald for de udendørs skuers vedkommende – blev der i lørdags uddelt ærespræmier og udpeget vinderdyr på Hobro Dyrskue, der i samarbejde med Effektivt Landbrug i år foregik digitalt.
I alt var 34 dyr tilmeldt fordelt på malkekøer, kødkvæg, heste og får.
- I betragtning af, at landmænd generelt måske ikke er dem, der bruger mest tid på at lægge videoer op på sociale medier, synes jeg, det er fint, at vi har nået 10-15 procent af de dyr, vi formoder ville have stillet op på det oprindeligt planlagte dyrskue, siger formand for Hobro Dyrskue, Jacob Bjerrum.
Han glæder sig dog endnu mere over den opmærksomhed det digitale skue har fået med indslag på blandt andet TV2 News, i regionale medier og med mange tusinde video-visninger af vinderudpegningerne på Facebook.
- Vi er kommet langt omkring, og med det bedste alternativ, vi kunne finde til et rigtigt dyrskue, har vi i hvert fald formået at fortælle, at vi er klar til dyrskue i 2021, siger formanden.
Sjovt at have corona-ærespræmie
Hos malkekøerne blev Christian Bøghs fjerdekalvs Sargeant-datter kåret til skuets bedste malkeko.
Og selvom titlen ikke betyder helt det samme, som den sædvanlige kåring i ringen ville have gjort, glæder den hobrogensiske mælkeproducent sig stadig.
- Et digitalt dyrskue bliver aldrig det samme som et traditionelt. Man mangler det sociale, spændingen fra ringen og den ånd, man oplever på et dyrskue ude i det fri. Til gengæld må jeg indrømme, at det som udstiller er noget lettere på den her måde, siger Christian Bøgh, der skulle have været ansvarlig for malkekøerne på det oprindeligt planlagte dyrskue.
- Og så bliver det da også sjovt, når jeg om 10-20 år kan fortælle, at jeg faktisk fik en ærespræmie under corona-tiden, griner landmanden, der normalt har plottet fire-fem dyrskuer ind i kalenderen hvert år.
Selvom Christian Bøgh ikke ser en fremtid med rent digitale dyrskuer, når den fysiske af slagsen kan lade sig gøre, ser han alligevel muligheder i den virtuelle dyrskueform.
- Der er nogle elementer, som vi kan tage med videre. For eksempel, at vi via digitale platforme kan nå ud til mange flere. Det er imponerende så mange, videoerne er nået ud til, og jeg tænker helt sikkert, at det er noget, man kan bruge fremover. Hvorfor ikke tage video og måske sende live, når tingene bliver afgjort i ringen?
christian@landbrugnord.dk
telefon +45 61 20 96 68