20 kroner pr. kilo flæskesteg

Jeg er endnu ikke kommet mig helt over, at en discountsupermarkedskæde annoncerede med flæskesteg til 10 kroner pr. halve kilo, skriver landbrugsdirektøren i Nykredit i denne klumme.

Julen og året 2019 er gået, og det er ved at være tid til at gøre status.

Jeg er endnu ikke kommet mig helt over, at en discountsupermarkedskæde annoncerede med flæskesteg til 10 kroner pr. halve kilo. Det vil sige 20 kroner pr. kilo. Uden moms er det en pris på 16 kroner pr. kilo.

Det er billigt – også for billigt, hvis vi ønsker, at forbrugerne har indsigt i fair value for kvalitetsfødevarer, som baggrund for deres og vores forbrugsvalg og som en del af respekten for varerne.

Det viser, at kødvarer stadig er centrale i vores indkøb og kan tiltrække kunder, så underskud på én vare kan opvejes af de øvrige varer, som kunderne lægger i indkøbskurven. 

Fokus

Og så er det også tankevækkende, at annonceringen af kødvarer stadig sker i pris pr. halve kilogram – formentlig et levn tilbage fra den tid, hvor kød var meget dyrt for den almindelige forbruger, og hvor man derfor købte og spiste mindre kød i forhold til de øvrige elementer i kosten. 

Der er mange ting, der rører sig i omgivelserne for et landbrug. Klima og bæredygtighed, Brexit, EU-budget, efterafgrøder, gode svinepriser, ekstraordinært vådt efterår, osv.

Nytårsskiftet er tiden til at gøre status for 2019 og samtidig tænke fremad på de indsatser, man særligt vil fokusere på at udvikle i 2020.

Del af beretning

Regnskabsresultaterne forventes at blive meget forskellige for 2019 blandt andet på grund af økonomiske sektorforskelle mellem for eksempel minkproduktion og konventionel svineproduktion. Indenfor alle sektorer er der samtidig meget store individuelle forskelle. 

Så hver enkelt bedrift har sine resultater og forhold at reflektere over og opsamle erfaringer fra. På den baggrund og ud fra vurderingen af udfordringer og muligheder på bedriften og i omverdenen, kan man så lave sine planer og konkrete mål for særlige indsatsområder i 2020.

Det er relevant at nedskrive tingene og naturligt, at det faktisk kan være en del af årsberetningen for driftsregnskabet for 2019.

Selve regnskabet laves jo typisk med hjælp udefra, men årsberetningen er landmandens egen. Og værdien af processen er også først og fremmest landmandens egen. Men samtidig er det – sammen med budget og faktiske resultattal - er fantastisk godt grundlag for dialogen med blandt andet bedriftens finansieringspartner.

Godt nytår.

Læs også