Tilskudspulje åben for ansøgninger

Energistyrelsen har netop åbnet for ansøgninger til en pulje, som kan hjælpe virksomheder med at skære ned på energiforbruget.

Hvis man skifter sin kedel ud med en varmepumpe (billedet), kan det måske være relevant at søge om tilskud til investeringen. Arkivfoto
Hvis man skifter sin kedel ud med en varmepumpe (billedet), kan det måske være relevant at søge om tilskud til investeringen. Arkivfoto

Hvis du planlægger investeringer, der giver energibesparelser og energieffektiviseringer, kan en pulje, som Energistyrelsen netop har åbnet, måske betale noget af dit projekt via tilskud.

- Ved for eksempel 100.000 kWh pr. år i besparelse (svarer til cirka 10.000 liter fyringsolie) ved omlægning af et varmeforsyningsanlæg, kan man opnå op til 56.700 kroner i tilskud, lyder det i et nyhedsbrev fra rådgivningsselskabet Byggeri & Teknik. 

Byggeri & Teknik anslår i nyhedsbrevet, at ansøgninger med cirka 100.000 kWh besparelse pr. år er den nedre grænse for, hvornår det kan betale sig at søge, hvis man skal have rådgiverhjælp til ansøgningen.

Flere muligheder

Der er en række forskellige typer af projekter, der kan give adgang til tilskud. Ifølge Byggeri & Teknik kan man for eksempel søge om tilskud til udskiftning af kedel med varmepumpe eller belysning med LED.

Man kan også søge tilskud til etablering af varmegenvinding og energioptimering af procesanlæg. 

Energibesparelsen i projektet skal kunne dokumenteres ved hjælp af gyldige data fra en tredjepart. Desuden skal energiforbruget i nu-drift situationen kunne dokumenteres ved hjælp af fakturaer, m.v.), lyder det fra Byggeri & Teknik.

Der gives ikke tilskud til nye anlæg af bygninger og tekniske installationer, og heller ikke til energieffektivisering af transportsystemer (for eksempel omlægning af gylletransport med traktor & vogn til lastbil).

Lukker 1. februar

- Tilskuddet beregnes som et ørebeløb i området 0,1-7,0 øre pr. sparet kWh pr. år i projektets levetid. Der ansøges tilskud fra en pengepulje og ansøgningerne prioriteres, så de, der leverer mest energibesparelse pr tilskudskrone, får tilskud først, oplyser Byggeri & Teknik.

Er der ansøgninger for flere penge, end der er i tilskudspuljen, får ansøgningerne med de største ansøgte ørebeløb afslag.

Man søger om tilskuddet via Energistyrelsens ansøgningsportal. 

Puljen er åben til og med 1. februar kl. 12.00.

mip

Læs også

Sejler på brændsel fra landbruget: Mærsk klar med CO2-neutralt linjefartøj i 2023
Officielt: Gasledningen til Lolland-Falster klar i 2024
Vil ikke give op i Kriegers Flak-sag: Anker til højesteret
Lancerer grønt brændstof til tung transport
Landbruget taber Kriegers Flak-sag