Naturpleje og livsfilosofi på den jyske hede

- Det handler om at lade dyrene græsse på en god måde, så vi får lavet en diversitet og en planterigdom og får høstet en god foderværdi af det. Men et område skal ikke overgræsses. Vi skal gøre det på den langsomme måde – ikke med et kvikfix og et hegn.

Berit Kiilerich er nok landets bedst kendte fårehyrde. Hun har sine helt klare holdninger til naturpleje og får som nyttedyr.

Berit Kiilerich tager ofte skoleklasser og andre grupper med ud på heden og fortæller om sin livsfilosofi.

Afgræsning med vandrehyrder

LandbrugNords udsendte møder hende en dag, hvor hun har en gruppe seniorhøjskoleelever fra Struer Højskole med ude ved Præstbjerg Naturcenter tæt ved Sørvad. Heden her ejes af Herning Kommune, og Fårehyrdens Gård ved Ulfborg har i en halv snes år haft en aftale om at udføre naturpleje her.

Ifølge Berit Kiilerich er det sidste udkald, hvis man vil bevare de sidste pletter af ægte jysk hede.

- Der er to steder i Danmark, hvor vi praktiserer det her – styret afgræsning med vandrehyrde. Se det, mærk det, lugt det – og se, hvad dyrene kan, lyder hendes opfordring, før gruppen bevæger sig ud i området.

350 dyr af en oprindelig nordisk fårerace drives rundt på Præstbjerg Hede af to hyrder, der er i praktik hos Berit Kiilerich. Om morgenen tages de ud af nattefolden, og så har de i løbet af dagen tre græsningsperioder med hvil ind imellem.

Hyrderne guider fårene

Hyrderne styrer dem hen til områder med græs, lyng, urter og småbuske.

- Det handler om at se, hvad der er på menuen – og sørge for, at fårene æder planterne, inden de bliver for store og grove.

- Det er rigtig frodigt lige nu med masser af græs – og blade på træerne. Birkeblade er også rigtig god mad, forklarer Berit Kiilerich.

Berit Kiilerich er selv udlært professionel fårehyrde i England, og hun lærer faget fra sig til nye generationer af vandrehyrder – som Amanda De Lorenzo, der er praktikant og stammer fra Chile.

- Vi guider dem hen til steder, hvor de finder god mad. Unge træer spiser de for at holde området åbent. De arbejder sammen med gederne. De udfører et fint arbejde, fortæller Amanda, der er meget optaget af hyrdejobbet såvel som forarbejdning af uld.

Små drøvtyggere er tilpasset heden

De senere år har der været talt meget om helårsgræsning og rewilding i forbindelse med naturpleje. Men Berit Kiilerich er ikke tilhænger af helårsgræsning på heden.

- Helårsgræsning dur ikke på lynghederne med tunge husdyr, da det er vældig sårbare planter. De bliver simpelthen trådt i stykker, hvorimod de små drøvtyggere, der har været på heden i årtusinder, er tilpasset til at være der – især hvor de er styret, og de skal være der på et tidspunkt, hvor de godt kan li’ græsset.

For nyligt har hun afbrændt et stykke af heden, sådan at den kan forynges med ny lyng. Lyng kan ikke blive mere end 20-25 år gammel. Når fårene drives ind i dette stykke, kan de være med til at sprede frø – og æde af de unge skud af andre stedtypiske planter som for eksempel blåtop, før den bliver grov og stikkende.

Senere på sommeren – når der er mere tørt – gnasker fårene på hedens mange frøstængler, der er rige på olie.

Får kan redde hederne

Naturtyper som heder og enge har trange kår i et samfund, hvor landbruget er blevet effektiviseret.

- I gamle dage havde man dyrene på fællesgræsning, fælleder. Men fællederne er ved at forsvinde, fordi folk stopper med at gøre det – og færre har de små hold af græssende husdyr.

Berit Kiilerich mener, det er sidste udkald, hvis man ved hjælp af naturpleje skal redde heden som naturtype. Og hun mener, at får er helt ideelle.

- Fårene holder de dominerende planter som bølgebunke, pil og gyvel nede, så de ikke skygger for andre planter og blomster.

Fårene er ude året rundt

Berit Kiilerich købte Lystbækgaards bygninger ved Ulfborg for 25 år siden, og siden er der etableret et besøgscenter med fokus på får, uld og gamle håndværk, der knytter sig til hyrdelivet på heden.

Lystbækgaard er uden jordtilliggende, men Berit Kiilerich har i dag en bedrift på omkring 1.000 får fordelt på forskellige flokstørrelser.

I løbet af sommerhalvåret – allerede fra marts – udøver de naturpleje på forskellige arealer i Midt- og Vestjylland. Som Præstbjerg.

- De lever her fem måneder om året. Resten af året er jeg afhængig af naboerne. Landmænd ringer og spørger, om jeg kan komme med fårene. Og så flytter vi dem rundt, fortæller Berit Kiilerich om sine får og lam, der uanset vejr og vind aldrig har brug for at komme på stald.

Selv om hun har »får uden hegn« kan hun anvende plejegræsordningens tilskudsmuligheder til at få økonomi i bedriften.

- Det, vi har tegnet ind på kortet, skal vi sikre, bliver afgræsset. Vi skal hen over arealet to-tre gange over en sæson. Det er ikke alle steder, der skal græsses lige hårdt. Det skal ikke være en græsplæne, understreger hun.

Verdensomspændende livsfilosofi

Berit Kiilerich er optaget af, at der er balance i tingene. Hun har studeret de ældgamle hyrdekulturer – i Danmark, Norge og Færøerne. Og hun taler meget om pastoralisme – en verdensomspændende livsfilosofi, der knytter sig til at have husdyr og hyrde dem hen til de arealer, hvor der er føde.

Men pastoralisme handler om meget mere end kødproduktion. Det er en livsstil og selvforsyningskultur.

- Jeg har altid arbejdet med hyrdedelen og kigget ind i den færøske kultur. Det danske kulturlandskab på heden – den ældste form for landbrug vi har i Danmark. Selvforsyningskulturen. Jeg er vokset op med det. Det handler ikke bare om at producere lam. Ikke bare køre væk til slagtning. Men at bruge hele dyret. Tællen (talg-fedt,red.), knoglerne og hornene.

Kom på besøg eller i praktik

Det er den filosofi, man kan lære om ved at besøge Lystbækgaard som gæst eller komme i praktik der.

Berit Kiilerich oplever, at mange unge mennesker i dag er optaget af ideen om at bruge de ressourcer, man har. De er interesseret i at lære hyrdefaget og lære om de gamle håndværk. De lærer at slagte, garve og arbejde med læder, save i horn, filte, spinde eller strikke direkte af ulden.

Lystbækgaard har en gårdbutik, hvor der også sælges lammekød, og det er naturligvis slagtet professionelt – i et vist omfang forædlet til pølser og pålæg, stemplet og pakket efter myndighedernes regler.

Rundvisninger på besøgscentret er ofte kombineret med smagsprøver.