Store forventninger til ny crowdfunding-platform
Forventningerne er store til den nye Ingreen Agrofunding-platform, som skal skubbe på udlån af penge til alternative projekter i landbruget.

- Det er et rigtig godt alternativ til de traditionelle finansieringsløsninger, lyder det fra teamchef for driftsøkonomi i SLF, Carsten Friis, om den nye crowdfunding-platform.
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Baggrunden for en ny platform, Ingreen Agrofunding, er at gøre op med manglende finansiering, der fører til, at gode og sunde projekter må opgives, blot fordi de ikke passer ind i de sædvanlige finansieringsmuligheder.
Hos teamchefen i driftsøkonomi ved Sønderjysk Landboforening, Carsten Friis, er der positive og store forventninger til den nye crowdfunding-platform, som en stribe af landboforeningerne rundt i landet står bag.
- Det er et rigtig godt alternativ til de traditionelle finansieringsløsninger, og den kan være med til at skabe en større dynamik og fleksibilitet i forhold til de nuværende modeller, lyder det fra Carsten Friis, der tilføjer, at SLF naturligvis er klar til at rådgive og sparre med de syd- og sønderjyske landmænd, som går rundt med spændende og måske også lidt anderledes projekter, som banker og realkreditinstitutter har sagt nej til finansiering til.
Nye muligheder
Alternativet for landmændene er i mange tilfælde, at projektet ikke kan finansieres.
- Det kan være mælkeproducenten, der har svært ved at finde finansiering. Det kan være landmænd, som går med ideer til udvidelser i en grøn retning. Det kan være mindre opstartsvirksomheder, som ikke lige passer ind i de normale finansieringsløsninger. Eller det kan være niche-landbrug, som har brug for penge til udvikling eller etablering, tilføjer Carsten Friis.
Udover Sønderjysk Landboforening medvirker 12 andre landboforeninger i samarbejdet omkring platformen, hvor projektet fortsat skal kreditvurderes og indstilles.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































