Går du med overvejelser om at etablere en produktion af slagtekyllinger, er det måske nu, du skal slå til.
Birgitte Madsen, Rådgiver i miljø med speciale i kvæg og fjerkræ
Der er efterspørgsel på slagtekyllinger, og bankerne ser mere positivt på denne produktionsgren, end de tidligere har gjort. Går du derfor med overvejelser om at udvide din produktion af slagtekyllinger, eller om at starte op som kyllingeproducent, er det en god idé at få lavet en miljøscreening af den påtænkte placering af staldene. Med en miljøscreening får du viden om, hvor stor en produktion der er mulighed for at etablere under hensyn til gældende miljøregler. Det er et godt redskab i beslutningsprocessen.
I en miljøscreening er der primært fokus på staldenes udledning af lugt og ammoniak, fordi det er to parametre, der er afskæringskriterier for i lovgivningen. Udledningen beregnes ud fra det areal i stalden, som dyrene har adgang til.
Etablering af en stald med 3000 m2 gulvproduktion af konventionelle slagtekyllinger vil i grove tal kræve, at der er 500 meter til nærmeste naturpunkt, 200 meter til nærmeste nabo uden landbrugspligt og som ikke ejes af ansøger, og at der er 500 meter til byzone. Ovennævnte krav til afstandene afhænger af, hvilken retning naturpunkter og naboer ligger i, hvilken naturtype der er tale om, hvilken ruhed der er i naturpunktet, hvilken ruhed der er i området mellem naturpunktet og stalden, samt om der anvendes miljøteknologi.
Brug af varmeveksler kan reducere ammoniakemissionen fra stalden og dermed reducere den nødvendige afstand til naturpunkter. Pt. er der desværre ingen officielle tal for, at varmeveksleren reducerer lugt fra stalden, og dermed heller ikke den nødvendige afstand til omkringboende.
Øjebliksbillede af muligheder
Miljøscreeningen giver et øjebliksbillede af mulighederne. Over tid kan der ske ændringer, der påvirker dine muligheder for etablering/udvidelse enten negativt eller positivt. Ændringerne kan for eksempel være i form af naturregistreringer, lokalplaner eller nye miljøteknologier. Hvis en miljøscreening viser, at det ønskede projekt umiddelbart ikke kan lade sig gøre, så kan screeningen danne grundlag for en undersøgelse af, hvad der skal til, for at projektet kan lade sig gøre. I nogle tilfælde kan en justering af placering eller ændring af tidsplan give nye muligheder.
Gavmild tidsplan
Når du laver din tidsplan for projektet, skal du huske at indregne tid til at opnå de nødvendige tilladelser – herunder miljøgodkendelse og byggetilladelse. Alt fra tre måneder til halvandet år eller mere kan forekomme. Hvor lang tid godkendelsesprocessen tager, afhænger blandt andet af projektets størrelse, kompleksitet og beliggenhed samt travlhed hos kommunen.
Det afhænger også af dig, for i sidste ende er det naturligvis dig, der skal beslutte, hvilke løsninger der vælges. Tidligt i forløbet er det også værd at undersøge, om du kan søge tilskud til projektet – det kan også påvirke tidsplanen.
Risiko for smittespredning skal minimeres
Er der tale om et projekt, hvor der ændres meget på bedriften, så skal logistikken og arbejdsgangene gennemtænkes, så risiko for smittespredning minimeres, når der flyttes dyr, foder og husdyrgødning. Hensyn til omkringboende er også relevant at tænke på, så mulige gener i form af for eksempel lys, støv og støj minimeres i forhold til naboer, der bor tæt på staldene.
Når du har gennemført det helt rigtige projekt, baseret på gode valg om økonomi, miljø, dyrevelfærd og arbejdsforhold, så husk at få det fortalt i din ESG-rapport og miljøledelse. De to dokumenter kan desuden suppleres med tal fra ESGreenTool, hvor du kan beregne din specifikke produktions klimaaftryk. Der er altså mange værdifulde informationer, du kan dele med dine samarbejdspartnere og bruge i din egen branding og markedsføring.