Ingen klagemulighed: Naboens naturmark er skyld i, at kyllingeproduktion skal halveres

Slagtekyllingeproducent Jørgen Nørgaard, Hobro, har siden 2005 årligt produceret op til 870.000 kyllinger på en ejendom i Øster Grønning ved Skive Fjord. Men nu er mere end 50 års kyllingeproduktion på gården truet af planter på naboejendommens græsmarker, lyder det fra Fjordland.

En nærliggende slugt ned mod fjorden er af Skive Kommunes biologer udpeget som næringsfattigt overdrev, der skal beskyttes efter Naturbeskyttelseslovens §3. Arealet, der hver sommer afgræsses af kvier, som er ejet af kvægavler Laust Thordal-Christensen, Øster Grønning.   

- Det går umiddelbart ikke udover min produktion, men rammer min nabo, der står til at få halveret sin produktion af slagtekyllinger uden at få erstatning, fordi der angiveligt er fundet nogle sjældne planter på min jord. Jeg har derfor klaget over udpegningen til §3-areal, siger Laust Thordal-Christensen. 

Han var ikke selv klar over, at jorden havde ændret status, før nabolandmanden gjorde opmærksom på problemet. Det skete efter, at kommunens biologer havde været på besøg i foråret 2020 og i den forbindelse havde taget kontakt til kyllingeproducenten Jørgen Nørgaard og oplyst om udpegningen til §3-areal. Som nabo til sårbar natur skal ammoniakudledningen fra kyllingestaldene reduceres drastisk.

- Men da det er min nabos jord, er jeg efterladt uden mulighed for at søge erstatning eller ret til at klage over udpegningen, siger Jørgen Nørgaard.

Rejses i Folketinget

Sammen med repræsentanter for de to nabolandmænds landboforeninger, Agri Nord og Fjordland, inviterede kyllingeproducenten derfor mandag to nordjyske folketingsmedlemmer på besøg for at se nærmere på problematikken. 
 
Både Torsten Schack Pedersen og Anne Honoré Østergaard, der begge er valgt for Venstre, er klar til at stille spørgsmål til miljøministeren i sagen. Blandt andet fordi den mere eller mindre retsløse tilstand for landbruget skader naturbeskyttelsen.

- Vi synes jo alle, at det er fint med udpegningen af natur, men der er ingen, der ønsker det, hvis det samtidigt rammer naboens landbrug. Erstatningsfri ekspropriation er derfor en hindring for mere natur, siger Torsten Schack Pedersen.

Han spurgte som medlem af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg allerede sidste efterår miljøminister Lea Wermelin om mulighederne for at klage over og søge erstatning for §3-udpegninger på naboarealer. Ministerens svar var, at naboer og andre omkringboende ikke er klageberettigede. 

Torsten Schack Pedersen og Anne Honoré Østergaard vil derfor arbejde for at få problematikken med ind i Folketingets forestående forhandlinger om udmøntningen af sidste års landbrugsaftale.   
 

Læs også