Økologisk svineproduktion kræver sojaprotein fra Sydamerika, og det er med til at regnskoven på de kanter bliver mindre. Samtidig har muslingefiskere i Limfjorden svært ved at få en ordentlig fangst, fordi søstjerner spiser de muslinger der er der.

De to problemer lyder ikke umiddelbart som noget, der har en forbindelse. Og dog! For nylig har man sat gang i produktionen af protein til økologisk dyrefoder ved Danish Marine Protein i Skive, hvor proteinkilden er – søstjerner. På den måde kan muslinger få bedre livsbetingelser, samtidig med at det økologiske landbrugs klimaaftryk bliver mindre. For søstjerner udleder samtidig en stor mængde næringsstoffer i havmiljøet.

Fabrikken er den første af sin art i verden, og den blev kaldt en god blanding af iderigdom og snusfornuft af finansminister Kristian Jensen, der stod for den officielle åbning af fabrikken.

 

En stor dag

Direktør i Danish Marine Protein, Niels Jørgen Madsen, var i sagens natur godt tilfreds med at fabrikken efter flere års forarbejde endelig er kommet i gang.

- Det er jo dejligt, at vi kan sætte sådan en milepæl. Vi har jo arbejdet frem mod det her i mange år, for mit eget vedkommende i fem år, til at nå hertil. Så det er jo rart, at vi nu kan sige, at nu er vi for alvor kommet i gang, siger han.

Han fortæller, at proteinet, der kommet ud af produktionen fuldt ud lever op til hans forventninger, men at man rent produktivt ikke er helt i mål endnu.

- Der skal stadig laves nogle optimeringer, og det vil der være løbende. Det bliver vi aldrig færdige med. Men stort set kører det som vi ønsker det, så det er vi godt tilfreds med, siger Niels Jørgen Madsen.

 

Andre proteinkilder

For at holde fabrikken i gang hele året er det også meningen, at Danish Marine Protein skal udvinde proteiner af andre produkter. Sammen med Aarhus Universitet i Foulum er man godt på vej mod at kunne udvinde protein af kløvergræs, men det stopper ikke der.

- Vi arbejder med tang, på krabber, og nogle andre biprodukter fra fødevareindustrien, herunder fisk, som i dag kun bliver brugt til for eksempel mink til højforædling, så det kan bruges som protein til dyr i stedet, siger direktøren.

Den traditionelle fangstsæson for søstjerner ligger typisk i de første fem måneder af året. Men der mangler ikke just søstjerner i Limfjorden, fortæller Jens Kjerulf Petersen. Han er professor hos DTU Aqua, hvor man har bistået i projektet ved at hjælpe fiskere med at komme i gang med søstjernefiskeriet.

- Vi har estimeret at man godt kan fange 8.000-10.000 tons søstjerner, uden at man udrydder bestanden. Nu ved jeg at de ikke kommer til at fiske så meget i starten, måske snarere det halve cirka, siger han og fortsætter:

- I den projektperiode, hvor vi har haft fokus på at undersøge søstjernebestanden, har vi vurderet, at det kan bestanden godt holde til. Men meningen er jo også at bestanden af søstjerner skal falde, for at hjælpe fiskeriet, siger Jens Kjerulf Petersen.