Der var en udtrykt taknemmelighed, da en gruppe herboende ukrainere samlede sig til et netværksmøde for ukrainere ved Agri Nord i Aalborg.

Netværksgruppens formål er at hjælpe de ukrainere, som på grund af situationen i deres hjemland, kommer til Danmark.

- I første omgang handler det jo ret basalt om at få tag over hovedet, siger Vittus Bernlow, som er idemanden bag gruppen og teamleder for HR & Rekruttering i Agri Nord.

Alle vil hjælpe

Da invasionen af Ukraine tog sin begyndelse, oprettede Agri Nord og Vittus Bernlow en hotline, og han blev overvældet over, hvor mange der ringede ind. Og især hvor mange ukrainske ansatte i landbruget og deres arbejdsgivere, der ringede, fordi de ønskede at hjælpe ukrainske flygtninge.

- Derfor startede vi en netværksgruppe. Tanken er, at de herboende ukrainere skal være ambassadører, og at vi som landboforening er dem, der åbner nogle døre, forklarer Vittus.

Gruppen var i første omgang tiltænkt Himmerland, men Vittus kunne hurtigt se, at der er behov for mere. Derfor er netværksgruppen i dag for hele Nordjylland.

Deler viden på Facebook

Netværksgruppen har en Facebook-gruppe, hvor de deler brugbare informationer, blandt andet om reglerne for at få dækket udgifter i forbindelse med indkvartering og forplejning af fordrevne ukrainere.

Netværksgruppen hedder »Ukrainsk Netværk – Agri Nord« og har siden oprettelsen den 17. marts fået knap 300 medlemmer.

Tanken er at samle så mange flygtninge og herboende ukrinere som muligt, så de herboende kan hjælpe deres landsmænd med at få søgt opholdstilladelse og så videre. Men samtidig vil de samle små og store initiativer for at hjælpe flygtningene med alt fra at få tage over hovedet, mad, tøj, tolkebistand, fritidsaktiviteter til deres børn og så videre.

- Vi samler alt et sted. Og de ukrainere, som allerede bor her, er de bedste til at hjælpe de ukrainere, der kommer, konstaterer Vittus.

Støtte til kommende forening

Til netværksdagen var der et oplæg fra Aalborg Kommune, som fortalte om, hvad kommunen kan hjælpe med, når man kommer til Danmark. Ken Nielsen fra Aalborg Kommune fortalte om tilbuddene fra de frivillige organisationer.

- Vi har aldrig nogensinde oplevet så stor velvillighed for at hjælpe som lige nu, det er helt vildt, sagde han til de fremmødte ukrainere.

Ukrainske Dmitriy Osipchuk, som er en af hovedkræfterne bag netværksgruppen og ansat ved Vrejlev Kloster, Vrå, fortalte de tilhørende om integration af ukrainske medarbejdere. Dmitriy har været i Danmark siden 2006 og fungerede sammen med to andre som tolk gennem eftermiddagen.

Slutteligt var der et indlæg fra Lions Clum Hammer Bakker.

- Vi kommer i dag, fordi vi har nogle penge, og vi vil rigtig gerne hjælpe ukrainere, som kommer til vores område, sagde Mogens Gregersen og fortalte de tilhørende, at Lions Club kan hjælpe steder, hvor kommunen måske ikke kan, og at de har et stort fokus på børn.

- I vores klub har vi afsat nogle penge, som vi skal have afsat der, hvor de gør mest gavn. Jeg hører, at I er på vej til at starte en ukrainsk forening, det kunne være et af de steder, hvor vores midler kunne hjælpe, sagde Mogens Gregersen.

Nu danner de en forening

Netværksgruppen for ukrainere i Nordjylland tager nu næste skridt og opretter en forening. Foreningen henvender sig til alle ukrainere i Nordjylland og skal køres af herboende ukrainere samt med Vittus Bernlow i bestyrelsen. Vittus er teamleder i HR & Rekruttering ved Agri Nord.