Ny rapport kridter banen op for fremtidens ejerformer i landbruget

Der er et hav af forskellige modeller for ejerformer i dansk landbrug – og de bliver i stigende grad brugt. Sådan lyder det fra en række eksperter i en spritny rapport, der ser nærmere på de udfordringer og løsninger, som dansk landbrug står overfor i forhold til fremtidens ejerformer i erhvervet.

- Selvom selvejet og familieejet fortsat er det dominerende, ser vi flere forskellige ejerformer komme i spil i dansk landbrug i takt med, at bedrifterne bliver større og større. Et eksempel er detailkæden Rema 1000, der bevæger sig bagud i værdikæden og køber danske landbrug op, fortæller en af forfatterne, Henning Otte Hansen, seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet.

En anden af forfatterne til rapporten, professor ved CBS, Michael Møller, konstaterer, at hvor staten tidligere havde et mål om selveje i landbruget, så er det mål nu væk.

- Staten er blevet mere beskeden. Tendensen er gået i retning af, at staten skal sikre en »levet playing field« - det vil sige, at staten ikke søger at begunstige den ene ejerform frem for den anden«, skriver Michael Møller i rapporten.

Eksterne investorer

Udviklingen i retning af flere ejerformer er en fordel for landbruget, der bliver mere og mere kapitaltungt, og derfor har brug for at supplere selvejerformen med nye ejerformer som sharefarming, forpagtning med ekstern ejer og mange andre modeller, konkluderer rapporten.

Forpagtning med ekstern ejer som investor er en af de ejerformer, der er blevet mere udbredt de senere år. Ifølge Henning Otte Hansen skyldes det en stigende interesse fra eksterne investorer for at investere i dansk landbrug, fordi de her kan forvente et løbende afkast på jord på omkring tre procent. Det er mere attraktivt for dem end for eksempel at købe en statsobligation på minus 0,5 procent.

- De udenlandske investorer siger, at de hellere vil investere i Danmark end i Østeuropa. Især er der en stigende interesse fra tyske investorer for at hjælpe med finansieringen af danske landbrug. Men flere af investorerne har haft en del negative erfaringer med investeringer i Danmark, og derfor holder de sig lidt på afstand. Det er ikke rigtigt slået igennem som forventet, siger Henning Otte Hansen.

Dét kan der ifølge seniorrådgiveren være flere mulige årsager til. En af dem kan være, at den stærke selvejerkultur i Danmark har betydet, at interessen fra de danske landmænd simpelt hen ikke har været stor nok. En anden årsag kan være, at det ikke har været helt nemt for de eksterne investorer at skulle opdyrke et relativt nyt forretningsområde.

Vanskeligt at skalere op

Det er dog i enkelte tilfælde lykkedes for en landmand og en investor at blive enige om en forpagtningsmodel, hvor en ekstern investor er passiv ejer af bedriften. Et konkret eksempel i rapporten handler om en malkekvægsejendom med 700 malkekøer og 700 hektar dyrket jord, hvoraf 300 hektar er selvejet. Der er tale om et veldrevet selvejerlandbrug med god likviditet, men med lav soliditet.

- Her lykkedes det landmanden at finde en ekstern investor, som købte naboejendommen og forpagtede den ud til ham på en ti-årig kontrakt. Dermed slap landmanden for at finansiere køb af yderligere jord, hvilket sandsynligvis havde været besværligt, fortæller Henning Otte Hansen.

- Ulemperne ved denne model er, at den sandsynligvis er vanskelig at skalere op, og dermed er anvendelsen begrænset, vurderer seniorrådgiveren, der mener, at det kan blive vanskeligt at skabe et velfungerende marked for denne type investeringer.

Mellemled kan være en løsning

Seniorrådgiveren konkluderer i rapporten, at der er brug for, at markedet for eksterne investeringer i landbruget bliver gjort nemmere at gå til for de såkaldte institutionelle investorer – det vil sige pensionskasser, m.v. De danske landbrugsbedrifter har nemlig hårdt brug for den kapital, som de institutionelle investorer kan komme med, blandt andet for at øge soliditeten, der ligger i den lave ende sammenlignet med andre erhverv. Det gælder især de store bedrifter på over ti årsværk, som i gennemsnit har en soliditet på kun cirka 13 procent.  

Man kan ifølge Henning Otte Hansen skabe en nemmere tilgang til markedet for de institutionelle investorer ved at oprette et velfungerende mellemled mellem dem og de enkelte landbrug. I dette mellemled skal der ud fra landbrugsfaglig viden udvælges interessante landbrug, foreslår Henning Otte Hansen.

- Der er brug for et mellemled, fordi institutionelle investorer generelt ikke har den nødvendige, specifikke viden om branchen for at kunne vurdere landbrugsdrift, landbrugsaktiver, m.m., fortæller seniorrådgiveren. 

Han peger også på, at investeringer i enkelte landbrug ikke er interessante for institutionelle investorer, fordi de dermed gør sig for afhængige af enkeltpersoners kompetencer. Derimod kan investeringer i en hel portefølje af landbrug via en fond, som det kendes for ejendomsfonde og kapitalfonde, være interessant for de institutionelle investorer, vurderer han i rapporten.