Lille NGO med stor effekt fejrer sine første 25 år
Dansk forening har gang i fire store landbrugsprojekter i Vietnam, Cambodia og Tanzania.

Kvinderne er blevet dygtigere landbrugere, og familiernes indkomst er steget i kraft af den danske NGO’s indsats i samarbejde med landbefolkningen. Foto: ADDA
De er stolte og glade i ADDA, Agricultural Development Denmark Asia, over deres indsats og fordi de kan fejre 25 års jubilæum lørdag den 1. juni ved en stor konference på Kalø Økologiske Landbrugsskole.
ADDA, der har sine rødder i landbruget og blev grundlagt på Djursland, har gennem årene arbejdet stille, men vedholdende og effektivt i landdistrikterne i Cambodia, Vietnam og senest også i Tanzania med hjælp til selvhjælp.
Stifterne var Niels og Evelyne Dumas-Johansen, Dumas-Johansen Specialrejser, og agronom Bodil Pallesen, der i 1994 var ansat som planteavlskonsulent i en mindre landboforening, som senere fusionerede til Djursland Landboforening.
Gennem praktisk, jordnær uddannelse af især kvinderne i landdistrikterne og gennem oplysning om jordrettigheder, ligestilling mellem køn og andelsbevægelse har ADDA i den grad formået at skubbe en sund udvikling i gang,
Ifølge Thao Xuan Sung, formand for Vietnam Farmers Union har ADDA’s arbejde i landet gennem den seneste 20 år især forbedret den økologiske grøntsagsdyrkning og det har givet bønderne et væsentligt løft i deres levevilkår.
- Et andet vigtigt bidrag fra ADDA har været organisationens særlige fokus på etniske minoriteter og på kapacitetsopbygning, siger Thao Xuan Sung, Vietnam.
Forsyningssikkerhed
ADDA har arbejdet i Cambodia i alle 25 år og her peger den lokale samarbejdspartner READA på, at gennemsnitsindkomsten blandt familierne i landdistriktet Oddar Meanchey er steget 17 procent pr. år fra 2013 til 2018 fra knapt 5.300 kroner til 11.900 kroner gennem ADDA’s uddannelse af landbefolkningen til at dyrke flere forskellige grøntsager og etablere hønse-/husdyrhold.
Bønderne har samtidig fået forsyningssikkerhed i regntiden, ernæringssituationen er også forbedret og kvinderne har generelt opnået større status i hjemmene, fordi de er blevet dygtigere landbrugere, understreger samarbejdspartneren.
Også fra myndighederne lyder der ros:
- ADDA har bidraget til at overvinde bøndernes mangel på basal viden ved at træne dem på mark-og/eller staldskoler, forklarer Sar Rene, vicedirektør for Siem Riep provinsens Departement for Landbrug, Skovbrug og Fiskeri i Cambodia.
Hun peger på, at ADDA har sat landbefolkningen i stand til at indhente markedsinformationer, givet dem indsigt i love og menneskerettigheder og ikke mindst støttet udviklingen af kvinderne via selvhjælpsgrupper og opbygning af andelsselskaber.
I dag er der 50 andelsselskaber i Siem Riep provinsen heraf 13 i ADDA regi. Via dem har bønderne fået nem mulighed for at levere overskydende produktion til markederne.
-Jeg er imponeret over det udbytte kvinderne får ved at deltage i ADDAs mange træningsaktiviteter og selvhjælpsgrupper, siger Mrs. Sar Rene. Vi ser nu kvinder, der tør tale i større fora og bidrage med ideer til udviklingen i lokalsamfundet.
200 millioner til projekter
Størsteparten af midlerne til de mange projekter er kommet via DANIDA og ikke mindst CISU, Civilsamfund i Udvikling, en sammenslutning af danske organisationer, der er engagerede i udviklingsarbejde. De har støttet ADDA’s arbejde i de tre lande med op mod 200 millioner kroner til dato.
ADDA har i dag fire store projekter kørende frem til 2021, to i Cambodia og et i Vietnam finansieret af CISU med 9, 5 millioner kroner og et i Tanzania, der er finansieret med 11,4 millioner kroner fra AMDT, (Agricultural Markets Development Trust), som regeringerne i Danmark, Sverige, Irland og Schweiz står bag.
Alle interesserede kan deltage i konferencen, der er gratis og har tilmeldingsfrist lørdag på adda.dk. Se også omtalen i Global Farming i Effektivt Landbrug den 21. maj.
laj